Ud af skolen og hvad så?
Når dit barn forlader folkeskolen, er det vigtigt, at det af uddannelsesplanen fremgår, at der foreligger en ordblindetest.
Ordblindetesten er en national ordblindetest, som kan identificere elever og studerende med ordblindhed på tværs af uddannelser. Resultatet af testen opbevares i 15 år, så resultatet er tilgængeligt, mens eleven er i uddannelsessystemet.
Det anbefales, at forældre kontakter det nye uddannelsessted, for eksempel ungdomsuddannelsen, og gør opmærksom på ordblindevanskelighederne og via en bemyndigelseserklæring giver det nye uddannelsessted mulighed for at søge om it-hjælpemidler via SPS (specialpædagogisk støtte).
Du kan læse mere hos Styrelsen for undervisning og kvalitet.
Efterskole
Hvis dit barn skal på en almen efterskole, gælder samme vilkår som ved overgang til en ungdomsuddannelse.
Skal dit barn på en ordblindeefterskole, antages det, at kompenserende it-hjælpemidler er en del af skoletilbuddet på efterskolen. Det er, som forælder, en god ide at spørge ordblindeefterskolen, om deres muligheder for at stille it-hjælpemidler til rådighed, idet en del ordblindeefterskoler forventer, at elevene selv medbringer it-udstyr.
Du kan finde en oversigt over ordblindeefterskolerne på ordblindeskolernes hjemmeside.
Læs mere om kommunes procedure for tilskud til efterskoler.