Frederikssund Kommunes logo

Hvad er sikringsniveauer?

MitID har tre sikringsniveauer: Lav, Betydelig og Høj. Når du får dit MitID, oprettes du på et sikringsniveau.
Dit sikringsniveau og de MitID identifikationsmidler, du benytter, afgør, hvor du kan logge på og godkende med MitID. 

Borgercenter i Frederikssund kan udstede på sikringsniveau Høj fra januar 2024.

Inde på MitID Support kan du få oplyst, hvilke kommuner, der på nuværende tidspunkt også tilbyder udstedelse og vedligehold af MitID på sikringsniveau Høj.

Sikringsniveau Lav

Nogle digitale tjenester kræver kun, at du anvender dit MitID bruger-ID sammen med én anden måde at bekræfte din identitet, f.eks. MitID adgangskode. Det er primært banker, der benytter sikringsniveau Lav i særlige tilfælde, da alle offentlige tjenester kræver sikringsniveau Betydelig.

Sikringsniveau Betydelig

 De fleste borgere har behov for et MitID på sikringsniveau Betydelig. Det skal du f.eks. bruge til at logge ind på Skat.dk, Borger.dk og Sundhed.dk, og hvis du skal benytte private tjenester som netbank og forsikring.

Sikringsniveau Høj

Enkelte udvalgte digitale tjenester kræver et meget højt sikringsniveau. Her skal du minimum bruge to identifikationsmidler, og de to identifikationsmidler skal være ekstra sikret mod kopiering og manipulation. MitID app og chip kan benyttes til sikringsniveau Høj.

Særligt for sikringsniveau Høj

Sikringsniveau Høj er det højest opnåelige sikringsniveau, du kan komme på. De høje krav til sikkerhed betyder dog, at der er nogle brugsbegrænsninger sammenlignet med niveau Lav og Betydelig. Bemærk, at det kun er meget få danske tjenester, der kræver login med sikringsniveau Høj.

Det skal du være opmærksom på:

  • Al opnåelse og vedligehold af sikringsniveau Høj kræver fysisk fremmøde i Borgerservice. Du kan ikke bruge passcanning eller andre selvhjælpsmuligheder til at opnå sikringsniveau Høj.
  • Du kan kun anvende MitID App og MitID Chip, hvis du skal logge ind med niveau Høj. Dvs. at kodeviser og kodelæser ikke kan anvendes til login.
  • Hvis du vælger at bruge MitID App, kan der herefter kun være én identitet på samme app, og du kan ikke længere bruge biometri (fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse).
  • Der er udvidede krav til dokumentation og validering. Se krav til legitimation og dokumenter her: Legitimation og dokumenter - MitID