Skole, klub og SFOs møde den 11. september 2024
Mødelokale F1 kl. 14.00
60Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
61Beslutning om budgetopfølgning pr. 30/6-24
Resume
I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2024 sammenholdt med korrigeret budget, samt afledte forslag til tillægsbevillinger på Skole, klub og SFOs område. Endvidere forelægges en opfølgning på budgetaftale 2024-2027.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Skole, klub og SFO over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Resultatet af budgetopfølgningen pr. 30. juni 2024 tages til efterretning.
- Der gives en tillægsbevilling svarende til et mindreforbrug på 2,5 mio. kr. i 2024 på bruttoanlægsudgifterne, hvoraf 0,9 mio. kr. overføres til 2025.
- Der gives en tillægsbevilling svarende til en mindreindtægt på 0,1 mio. kr. i 2024 på bruttoanlægsindtægterne.
- Der gives en tillægsbevilling på 8,0 mio. kr. på Skole, klub og SFO vedrørende serviceudgifter.
Beslutning
Indstillingspunkt 1: Taget til efterretning.
Indstillingspunkt 2-4: Anbefales.
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen på Skole, klub og SFO giver samlet set anledning til et forventet merforbrug på 8,0 mio. kr. vedrørende serviceudgifter, som udmøntes via en tillægsbevilling. Tillægsbevillingen udgøres primært af følgende:
- Merforbrug på 3,1 mio. kr. grundet øget aktivitet på specialundervisningsområdet
- Merforbrug på 5,2 mio. kr. som følge af udgifter til fordrevne ukrainere i modtageklasser
I 2024 forventes et merforbrug på 7,1 mio. kr. til fordrevne ukrainere, hvilket primært kan henføres til udgifter til modtageklasser og SFO, heraf finansieres 1,9 mio. kr. indenfor rammen, mens 5,2 mio. kr. gives som en tillægsbevilling.
I bilag 1 udspecificeres budgetopfølgningen nærmere.
Anlæg
Budgetopfølgningen for anlægsprojekterne under Skole, klub og SFO giver anledning til en reduktion i bruttoanlægsudgifterne i 2024 på 2,5 mio. kr., hvoraf 0,9 mio. kr. overføres til 2025. Herudover reduceres bruttoanlægsindtægterne i 2024 med 0,1 mio. kr.
Mindreudgiften på bruttoanlægsudgifterne dækker over følgende:
- Mindreforbrug på 0,3 mio. kr. vedrørende Klub, som overføres til 2025
- Mindreforbrug på 0,6 mio. kr. vedrørende Vinge - foranalyse skole, som overføres til 2025
- Mindreforbrug på 1,6 mio. kr. vedrørende Makerværket, som kassehenlægges i 2024
Mindreindtægten på bruttoanlægsindtægterne dækker over følgende:
- Mindreindtægt på 0,1 mio. kr. vedrørende Markerværket, som kassefinansieres i 2024
Af vedlagte bilag 2 udspecificeres de enkelte anlæg under Skole, klub og SFO nærmere.
Opfølgning på budgetaftale 2024-2027
På Skole, klub og SFO er der i alt 12 ændringsforslag. Disse er alle implementeret.
I bilag 3 udspecificeres opfølgningen på budgetaftale 2024-2027 nærmere.
Økonomi
Drift
Samlet set viser budgetopfølgningen et merforbrug på 8,0 mio. kr. på serviceudgifter, som udmøntes i en tillægsbevilling.
Anlæg
Samlet set giver budgetopfølgningen anledning til en reduktion i bruttoanlægsudgifterne på 2,5 mio. kr., hvoraf 0,9 mio. kr. overføres til 2025 og 1,6 mio.kr. kassehenlægges i 2024. Herudover reduceres bruttoanlægsindtægterne med 0,1 mio. kr., som kassefinansieres i 2024.
Bilag
62Drøftelse af organisering af skoleområdet
Resume
På temamøde 27. november 2023 drøftede Skole, klub og SFO relevante data vedrørende skolerne i Frederikssund Kommune. Med denne sag fortsætter Skole, klub og SFO drøftelserne om fysiske rammer og organisering af skoleområdet i Frederikssund Kommune.
Indstilling
Administrationen indstiller til Skole, klub og SFO, at:
- Drøfte sagen.
Beslutning
Drøftet.
Drøftelsesmateriale omkring organisering af folkeskoleområdet vedhæftes referatet.
Sagsfremstilling
På temamøde 27. november 2023 indledte Skole, klub og SFO en drøftelse af de overordnede strukturer omkring -, rammer for - og organisering af skoleområdet i Frederikssund Kommune. Til den drøftelse fik udvalget blandt andet forelagt relevante data om skolernes faglige resultater, elevtalsudvikling, trivsel og fravær, ligesom udvalget blev præsenteret for nøgletal om skolebygningerne, herunder udnyttelsesgrad, bygningsudgifter pr. barn, vedligeholdelsesbehov og klimabelastning. Desuden har udvalget drøftet - og besluttet - en ny økonomitildelingsmodel på skoleområdet, samt besluttet at arbejde videre hermed, med særligt fokus på specialundervisningsmidlerne.
Herudover har Skole, klub og SFO i foråret fået forelagt den nyeste elevtalsprognose, der viser at elevtallet i Frederikssund Kommunes skolevæsen forventes at være svagt faldende i de kommende år, for herefter at stabilisere sig. Ligesom udvalget i forbindelse med Temamøde i Byrådet om budget, er blevet præsenteret på seneste beregninger af fordelingen af udgifter på skoleområdet.
Skole, klub og SFO har ønsket at fortsætte den generelle drøftelse af det samlede skoleområde i Frederikssund Kommune, med særligt fokus på de fysiske rammer og organiseringen heraf.
Til brug for udvalgets drøftelser vedlægges de datapakker, der har været fremlagt til udvalgets behandling tidligere.
Udvalget skal på mødet drøfte følgende:
- Hvilket skolevæsen ønsker udvalgets medlemmer?
- Hvilke af de vedlagte data hæfter udvalgets medlemmer sig særligt ved?
- Hvilke konkrete forhold ønsker udvalget at belyse yderligere og arbejde videre med?
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
63Drøftelse af afholdt dialogmøde med skole- og klubbestyrelser
Resume
Skole, klub og SFO afholder to gange årligt dialogmøder med skolebestyrelser og klubbestyrelser. På dialogmøde 5. september 2024 var temaet for dialogmødet budget 2025. Med denne sag skal Skole, klub og SFO drøfte udbyttet af dialogmødet, herunder væsentlige pointer til de forestående budgetforhandlinger.
Indstilling
Administrationen indstiller til Skole, klub og SFO, at:
- Drøfte sagen.
Beslutning
Drøftet.
Fraværende:
Kirsten Weiland (N)
Sagsfremstilling
På dialogmødet 5. september 2024 gennemgik direktør Julie Becher de overordnede tendenser i den økonomiske udvikling på skole- og klubområdet, samt administrationens oplæg til de mulige besparelser der fremgår af det mulighedskatalog der er sendt i offentlig høring. Herefter drøftede skole- og klubbestyrelser i blandede grupper og med en repræsentant for Skole, klub og SFO de fremlagte forslag, med udgangspunkt i dialogspørgsmål.
Hvert udvalgsmedlem tog noter fra den gruppe de sad i, og skal på nærværende møde fremhæve væsentlige pointer fra deres gruppes drøftelser, som oplæg til at Skole, klub og SFO kan drøfte det samlede udbytte af dialogmødet med Skole- og klubbestyrelser om budget 2025.
Dagsorden for dette punkt er således:
1. Hvert udvalgsmedlem fremhæver pointer og perspektiver fra deres gruppes drøftelser
2. Udvalget drøfter det samlede udbytte af gruppedrøftelserne, herunder væsentlige pointer til de forestående budgetforhandlinger
3. Udvalget drøfter det samlede udbytte af oplæg fra bestyrelser, herunder særlige opmærksomhedspunkter
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
64Meddelelser
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Kirsten Weiland (N)
Sagsfremstilling
- Kommende arrangementer
- Sager på vej 2024
- Temamøde i Byrådet om folkeskolen 25. september 2024
Bilag
65Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.