
Arbejdsmiljø
Omfang
Retningslinjen er gældende for samtlige arbejdspladser i Frederikssund Kommune, og arbejdsmiljøindsatsen skal ydes ved alle aktiviteter og på alle niveauer.
Vision
Gode arbejdsforhold og et sundt og trygt arbejdsmiljø er vigtige forudsætninger for medarbejdernes trivsel. Derfor vil Frederikssund Kommune arbejde for et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet.
Alle har ansvar for at deltage i arbejdet med at fremme et godt arbejdsmiljø.
Det er Frederikssund Kommunes mål at gennemføre et systematisk, forebyggende arbejdsmiljøarbejde. Frederikssund Kommune er indstillet på at følge op med handlingsplaner og foretage nødvendige ændringer, såfremt arbejdsmiljøarbejdet påviser risikofaktorer i miljøet.
Overalt i Frederikssund Kommune skal arbejdsmiljøet have en sådan kvalitet, at dette i sig selv skaber attraktive og udviklende arbejdspladser, som kan fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere.
Målsætning
Det er Frederikssund Kommunes målsætning
- at der år for år sker en reduktion i antallet af arbejdsskader
- at der år for år sker en reduktion i fraværet relateret til arbejdsskader, arbejdsbetingede lidelser eller det psykiske arbejdsmiljø
Strategi
Frederikssund Kommune vil kontinuerligt arbejde med forbedring af arbejdsmiljøet. Der skal gennemføres en systematisk forebyggende indsats, sikkerhedsgrupperne er omdrejningspunktet i dette arbejde.
Der anvendes arbejdspladsvurdering (APV) i henhold til gældende lovgivning som et centralt værktøj i tilvejebringelse og fastholdelse af et godt arbejdsmiljø.
Alle medarbejdere informeres om forhold, der har betydning for arbejdsmiljøet og arbejdsmiljørepræsentanter og ledere vil blive uddannet i arbejdet med arbejdsmiljø. Der skal udføres en god kommunikation og åben dialog omkring alle aspekter af arbejdsmiljøet.
Frederikssund Kommune vil højne det generelle vidensniveau og den almene interesse hos alle medarbejdere for sikring, risikostyring og forsikring.
Frederikssund Kommune vil medvirke til, at skadelidte medarbejdere får en fair og korrekt behandling, herunder støtte bestræbelser på, at de pågældende så hurtigt som muligt kan vende tilbage til arbejdet. Ved jobrelaterede psykiske belastninger kan kommunen tilbyde krisehjælp/ behandling efter ledelsens konkrete vurdering.
Ansvar og evaluering
Ansvar for implementeringen af retningslinjen påhviler Frederikssund Kommune.
Hoved MED-udvalget, deludvalgene, lokaludvalgene og arbejdsmiljøgrupperne er ansvarlige for gennemførelsen af de nævnte initiativer og evaluerer disse i henhold til den udarbejdede handleplan for hvert enkelt arbejdssted.