
Rygeregler
Frederikssund Kommunes rygeregler følger bestemmelserne i Lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer.
Formålet med loven er at udbrede røgfri miljøer med henblik på at forebygge sundhedsskadelige effekter af passiv rygning og forebygge, at nogen ufrivilligt kan udsættes for passiv rygning.
Det er derfor ikke tilladt at ryge indendørs på Frederikssund Rådhus og i øvrige administrationsbygninger samt i andre bygninger, der falder inden for denne kategori. På børneinstitutioner, skoler og opholdssteder og lign., er det ikke tilladt at ryge på institutionens område.
Der må ikke ryges i kommunens køretøjer.
Rygeforbudet skal også respekteres ved andre arrangementer, hvor personalet deltager og/eller arbejdspladser/mødelokaler anvendes.
En medarbejders overtrædelse af rygeforbuddet behandles efter reglerne, der gælder for den pågældende medarbejders ansættelsesforhold i øvrigt.
Andre uden ansættelsesmæssig tilknytning til Frederikssund Kommune kan bortvises ved overtrædelse af rygeforbuddet.
Rygepauser skal tilrettelægges under hensyntagen til arbejdet og opgaven.
På børneinstitutioner, skoler, opholdssteder og lign., der fortrinsvis har optaget børn og unge under 16 år, er det ikke tilladt for børn og unge samt elever at ryge på institutionens område.
På plejehjem, døgninstitutioner, botilbud og lignende institutioner kan den enkelte beboer beslutte, om der må ryges i det værelse eller den bolig, der tjener som den pågældendes private hjem. Beboeren må ikke ryge i værelset eller boligen i det tidsrum, hvor personalet opholder sig.I dagplejen og i puljeordninger efter lov om Social Service er det ikke tilladt at ryge i dagplejehjemmet og andre lokaler til brug for dagpleje, når der passes børn.
Lokaler der primært er indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal være røgfrie hele døgnet.
Etablerede rygerum (ude og inde) kan bibeholdes, så længe de opfylde lovens regler herfor. Der kan ikke etableres yderligere rygerum.
Det er overladt de enkelte DEL-udvalg inden lovens rammer selv at afgøre retningslinjer inden for konkrete sammenhænge i eget sektorområde, hvor det er vanskeligt at gennemføre et rygeforbud i sin fulde konsekvens.
Målgruppe
Målgruppen er medarbejderne, men da arbejdspladsen er en åben arbejdsplads gælder retningslinjen også for borgere, gæster, håndværkere og politikere der fysisk opholder sig i kommunale lokaler.
Den personaleadministrative retningslinje om rygning skal derfor være tilgængelig.
Ikrafttræden
Retningslinjen træder i kraft den 15. november 2007 og er tiltrådt af Hovedudvalget.