Hvad er mine rettigheder?
Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder Barnets lov. I den står der, at de voksne fra kommunen skal undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det.
Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har fx ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling. Og du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med.