Gangbro og trapper på Vinge Station
Skærtorsdag var ikke fridag for de medarbejdere fra Aarsleff Rail og Banedanmark, som står for etableringen af Vinge Station. Hen over påsken er togtrafikken mellem Frederikssund og Ølstykke nemlig indstillet for at give plads til arbejdet med montering af gangbroen, der skal forbinde perronerne på Vinge Station.
Dronefoto af Vinge Station hvor stor BMS-kran er ved at sænke gangbroen over skinnerne på plads.
Passede perfekt
Gangbroen er produceret i udlandet og skulle monteres på faststøbte gevindstænger på to søjler, der står på hver sin side af banen. Og alle havde taget korrekte mål, for gangbroen passede perfekt til de etablerede søjler på stationen. Det samme gjaldt de to trapper, der efterfølgende blev sænket på plads, og som skal give stationens brugere adgang mellem perronerne. Trapperne er i øvrigt forsynet med et cykelspor i begge sider, så man nemt kan få sin cykel med fra den ene side af stationen til den anden.
Gangbroen blev forsigtigt sænket ned over de forstøbte gevindstænger, den skulle monteres på. En medarbejder sørger for fastgørelsen, mens han er i radiokommunikation med kranføreren.
Dronefoto hvor BMS-kran er ved at løfte en af trapperne til gangbroen på plads.
Du kan se en video af arbejdet på Byen Vinges facebookside.
I løbet af påskedagene vil også de to elevatortårne blive monteret, hvorefter den store kran kan fortsætte til nye opgaver. Herefter mangler stadig montage af selve elevatorerne og en række andre mindre opgaver, inden stationen er færdig.
Det første tog standser på Vinge Station ved køreplanskiftet den 12. december 2020.
Gangbro og trapper på Vinge Station står færdigt efter fire timers intensiv indsats Skærtorsdag.
Fotos: Frederikssund Kommune.