Sådan åbner skoler og dagtilbud
Alle forældre modtager direkte brev om åbningen af skoler (0. – 5. klasse) og dagtilbud. Åbningen vil ske den 15. april, og her kan du læse, hvordan det vil foregå.
Kort før påske meddelte regeringen, at der vil blive lavet en gradvis og kontrolleret genåbning af skoler for 0. – 5. klasse samt af dagtilbud fra den 15. april. Siden da har Center for Børn og Skole i Frederikssund Kommune arbejdet for at sikre, at denne åbning kan ske ifølge de retningslinjer som sundhedsmyndighederne har givet for åbningen.
Åbning af skolerne for 0. – 5. klasse samt SFO
Alle skoler åbner til normal åbningstid den 15. april for elever i 0. – 5. klasse. Det vil på flere måder være en anderledes skoledag end børnene er vant til. Dels vil der være minimum to meter mellem bordene i klasserne. Det kan betyde, at børnene i en klasse skal fordeles i flere klasseværelser. Frikvartererne vil være forskudt og en større del af undervisningen end normalt vil foregå udendørs. Inden onsdag den 15. april vil alle forældre modtage et brev med mere detaljerede oplysninger om skolestarten.
Ved benyttelse af fritidstilbuddet bedes forældre tilmelde eller afmelde barnet via Tabulex.
Åbning af børnehuse og dagpleje
Frederikssund Kommune har besluttet, at alle dagplejere og børnehuse åbner til normal åbningstid onsdag den 15. april. Også i dagtilbuddene vil hverdagen blive anderledes end normalt. Forældre bedes tilmelde eller afmelde deres barn via Tabulex, så personalet kan tilrettelægge arbejdet bedst muligt. Aflevering af børnene skal foregå udendørs af én forælder. Der skal tøj med til udendørs aktiviteter, da meget af tiden vil blive brugt udendørs. Af samme grund skal børnene have solcreme på hjemmefra. Ved symptomer på sygdom skal barnet holdes hjemme. I dagplejen vil dagplejerne endvidere ikke besøge hinanden, ligesom der ikke vil være mulighed for at komme i legestue.
Skolebusser
Skolebusserne kører som normalt – dog med de afstandskrav i bussen, som sundhedsmyndighederne anbefaler.
Spørgsmål og svar
Genåbningen af skoler og dagtilbud giver anledning til en række spørgsmål. Nedenfor har vi samlet nogle af de oftest stillede spørgsmål og svarene på dem.
Spørgsmål vedrørende skoler
Hvordan kommer undervisningen til at foregå, når der ikke må samles mere end 10 personer?
Der stilles ikke krav til det maksimale antal af personer, der må være samlet på en skole. Der er imidlertid et krav om, at borde og stole arrangeres så eleverne har en afstand på to meter mellem hinanden, for at forebygge smitte, mens eleverne sidder i længere tid ved siden af hinanden. Hvor mange elever, der kan være i et lokale, afhænger således af en konkret opmåling. Det kan være nødvendigt at dele eleverne op i grupper og fordele dem i flere klasselokaler for at sikre den nødvendige afstand.
Ved aktiviteter der kan foregå udendørs anbefales det at:
• Frikvarterer kan indrettes forskudt, så mange elever ikke holder frikvarter på samme tid.
• Flere voksne er tilstede udenfor for at sikre, at elever holder afstand og undgår fysisk kontakt.
• Der skal leges i mindre grupper på f.eks. fem elever uden for og to-tre elever inden for og kun inden for samme klasse.
Offentlig transport skal undgås ved eventuelle ture væk fra skolen og eleverne opfordres til kun at færdes i de samme mindre grupper både i og uden for skoletiden.
Kan flere klasser bruge samme lokale uden forudgående rengøring?
Nej. Eleverne vil være i et klasselokale eller område hele dagen – når de ikke er ude. De ansatte kan evt. skifte lokaler, og ved disse skift vaskes hænder og sprittes af.
Er der reserveret bestemte toiletter til bestemte elevgrupper?
Toiletterne kan godt bruges af flere elevgrupper. Toiletterne rengøres to gange dagligt. Som udgangspunkt er toiletter placeret ved klasselokalerne og bruges derfor af en mindre gruppe.
Må skolerne undervise i idræt og hvordan?
Idrætsundervisning skal foregå udendørs jvnf. retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne.
Hvad med fællesarealerne – må de benyttes og af hvor mange?
Hver elevgruppe vi få tildelt et område. Da det i første omgang kun er 0.–5. klasse, der møder ind på skolerne, råder vi over en meget stor bygningsmasse. Både udskoling og evt. klubber på og ved skolen inddrages. Der må være mere end 10 personer, så længe der er to meter mellem hver elev.
Frikvarterer holdes forskudt, og der vil være tilsyn fra personale. Det anbefales, at flere voksne er til stede udenfor for at sikre, at eleverne holder afstand og undgår fysisk kontakt. Der leges i mindre grupper på for eksempel fem elever udenfor og to-tre elever indenfor og kun indenfor samme klasse.
Hvad gør man for at undgå smittespredning?
På skolerne rengøres der to gange dagligt. Skolens lærere og pædagoger vil inden skolestart onsdag den 15. april modtage et kursus i hygiejne og håndvask.
Bliver der informeret yderligere?
Ja. Hver enkelt skole vil skrive ud til forældrene med informationer vedrørende skolestarten.
Spørgsmål vedrørende dagpleje/vuggestue
Hvordan afleverer jeg mit barn?
Tilmeld eller afmeld barnet via Tabulex. Barnet skal afleveres af én forælder udenfor indgangen. Undgå at stimle sammen.
Skal mit barn have noget særligt med?
Barnet skal have tøj med, der svarer til vejrforholdene, da en stor del af dagen vil foregå udendørs. Barnet skal have solcreme på hjemmefra og barnet skal have et rent sengesæt med hver dag.
Hvad hvis mit barn har symptomer på sygdom?
Selv ved mindre symptomer skal barnet holdes hjemme. Hvis barnet får symptomer i løbet af dagen, vil I blive ringet op og bedt om at hente barnet.
Hvordan bliver hverdagen i dagplejen?
Dagplejerne vil i den kommende tid ikke besøge hinanden, ligesom der ikke vil være mulighed for at komme i legestue. Dagplejerne vil gøre deres bedste for at tilrettelægge en rar, tryg og god dag for børnene, og sørge for at yde den bedste omsorg for jeres barn under disse omstændigheder.
Spørgsmål vedrørende børnehuse
Hvordan afleverer jeg mit barn?
Tilmeld eller afmeld barnet via Tabulex. Barnet skal afleveres af én forælder udenfor indgangen. Undgå at stimle sammen.
Skal mit barn have noget særligt med?
Barnet skal have tøj med, der svarer til vejrforholdene, da en stor del af dagen vil foregå udendørs. Barnet skal have solcreme på hjemmefra. I børnehuset skal I medbringe mad og drikke til hele dagen, da der ikke vil blive serveret mad. Medbring en turmadpakke, dvs. mad som er egnet til at spise udendørs. Der vil ligeledes ikke være frugtordninger i den kommende periode.
Hvad hvis mit barn har symptomer på sygdom?
Selv ved mindre symptomer skal barnet holdes hjemme. Hvis barnet får symptomer i løbet af dagen, vil I blive ringet op og bedt om at hente barnet.
Hvordan bliver hverdagen i børnehuset?
Dagen i børnehuset vil være anderledes end den I og jeres barn kender, men personalet vil gøre deres bedste for at tilrettelægge en rar, tryg og god dag for børnene. Dagen bliver tilrettelagt, så børnene leger i mindre og faste grupper, med de samme voksne. Personalet vil sørge for at yde den bedste omsorg for jeres barn under disse omstændigheder.