Sænk farten på skolevejene
Fra 10. august vil det vrimle med tusindvis af børn på kommunens skoleveje, når skolerne åbner igen efter ferien. Det stiller store krav til de øvrige trafikanter, da trafikken ofte kan være intensiv i myldretiden ved skolerne, og mange børn endnu ikke har den store erfaring med at gå eller cykle i trafikken.
For at minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme og respektere fartgrænserne på skolevejene er Frederikssund Kommune gået sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i den landsdækkende skolestartskampagne “Børn på vej”. Fra den 10.-30. august vil kampagnen blandt andet kunne ses på plakater på mange skoleveje, ligesom politiet vil være på skolevejene rundt omkring og lave fartkontroller.
For mange kører for stærkt
Selv om de fleste respekterer fartgrænserne på skolevejene og viser hensyn, så er der stadig udfordringer. I august sidste år gennemførte politiet en fire ugers kontrol ved skolerne og sigtede 6.200 personer for at køre for stærkt, viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
I en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik tidligere i år, svarede 18 % af bilisterne, at de i løbet af de seneste tre måneder har overtrådt hastighedsgrænsen i bil på en skolevej op til flere gange.
Sådan gør du dit barn klar til trafikken
Børn kan have svært ved at overskue trafikken både på grund af deres højde, men også fordi de har svært ved at vurdere, hvor hurtigt en bil kører, og om de kan nå at krydse vejen.
Skolestartskampagnen ”Børn på vej” minder alle trafikanter om at vise hensyn på skolevejene. Kampagnen opfordrer også forældre og skoler til at træne børnene i at færdes i trafikken. Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har samlet gode råd til sikker trafik med børn til fods, på cykel og offentlig transport på Rådets hjemmeside.
Børn i trafikken.
Foto: Rådet for Sikker Trafik.