Ny busrute fra Hornsherred til Vinge Station
Den 14. december 2020 kommer der en ny buslinje fra Skibby til Vinge Station. Kommunen har sammen med Movia oprettet den nye linje 319, så man hurtigt kan komme fra Hornsherred og videre med S-tog mod København.
Fra 14. december 2020 bliver busnettet i Frederikssund Kommune styrket med en helt ny buslinje. Linje 319 hedder linjen, som skal køre fra Skibby til Vinge Station. Bussen kører én gang i timen i morgen- og i eftermiddagstimerne og har i alt otte afgange dagligt i begge retninger. Ideen med linje 319 er, at man nemt skal kunne komme fra Skibby med stop i Lyngerup over Kronprinsesse Marys bro og til Vinge Station, og derfra videre med S-tog til hovedstadsområdet. Det skal gøre det hurtigere og nemmere for pendlerne i Hornsherred at komme til og fra arbejde med offentlig transport.
Tjek rejseplanen
Man kan allerede nu se linje 319 i rejseplanen, hvis man vælger at søge på en rejse fra den 14. december 2020 eller senere. Man kan også finde køreplanen for linje 319 på dinoffentligetransport.dk.
Linje 319 kører i første omgang som et forsøg i ét år. Herefter vil Frederikssund Kommune sammen med Movia evaluere, om der er grundlag for at oprette en permanent buslinje på ruten.
- Det glæder mig rigtig meget, at der nu kommer en helt ny busrute til Vinge Station. Det giver endnu flere mennesker nemmere adgang til at komme til København via Vinge. Med busruten – og den nye station i Vinge – får vi endnu en gang styrket de gode forbindelser, der er så vigtige for at få hverdagen til at hænge godt sammen, siger borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen (V).
- I Movia ved vi fra vores undersøgelser, at kombinationsrejser af bus og tog er en vigtig brik for at kunne få hverdagspuslespillet til at gå op. Derfor er vi glade for at være med til at kunne tilbyde borgerne i Frederikssund Kommune en ny bus, som skaber bedre sammenhæng mellem Hornsherred og den nye station i Vinge, og gør det muligt for flere at pendle på arbejde med offentlig transport, siger Per Gellert, som er plandirektør i Movia.
Linje 319 holder foran Vinge Station.
Foto: Frederikssund Kommune.