Coronavirus øger sundhedsberedskab
På baggrund af det første danske tilfælde af coronasmitte har Frederikssund Kommune aktiveret sin sundhedsberedskabsplan i form af et informationsberedskab. Det betyder, at du her på kommunens hjemmeside kan finde råd og vejledning om, hvordan du bør forholde dig til coronavirus. For kommunalt ansatte bliver der informeret på kommunens intranet.
Ingen grund til bekymring
I Danmark er der ingen grund til unødig bekymring for at blive smittet med coronavirus, hvis du ikke for nylig har rejst i et område, hvor virussen er udbredt, eller har haft kontakt med folk, der har været i de områder.
Symptomer
Symptomer på infektion med coronavirus er akut indsættende luftvejsinfektion med feber over 38 grader og hoste, ondt i halsen eller åndenød. Oplever du disse symptomer bør du kontakte egen læge telefonisk.
Gode råd
Men det er altid en god ide at være opmærksom og have en god hygiejne. Det er med til at reducere alle former for smitte.
Mere information
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du læse en række spørgsmål og svar om coronavirus, ligesom du også finder telefonnummeret til Sundhedsstyrelsens hotline.
God hygiejne er med til at forebygge alle former for smitte. Foto: Colourbox.