Nyt skattecenter åbner i Frederikssund
Skatteministeriet har besluttet at et af to nye skattecentre skal ligge i Frederikssund. Centret kommer til at have mellem 100 og 150 nye arbejdspladser.
Lanceringen af det nye skattecenter i Frederikssund fandt sted mandag eftermiddag i de bygninger, der snart kommer til at rumme de mange nye medarbejdere. Bygningerne på Kilde Allé 16 i Frederikssund har tidligere huset et skattecenter.
Lanceringen blev foretaget af skatteminister Morten Bødskov og borgmester John Schmidt Andersen.
- Regeringen har sammen med et flertal i folketinget bevilget penge til, at vi frem til 2023 kan ansætte hele 1000 nye medarbejdere til at forstærke indsatsen af vores skattekontrol, og der kommer det nye skattecenter i Frederikssund til at spille en helt central rolle. Vi har behov for at styrke indsatsen mod det, der er mere kompliceret skattekriminalitet – det vil sige hvidvask, kamp mod skattely, momsunddragelse og generelt sort økonomi., Og det er nogle af de arbejdspladser, som skal være her i Frederikssund, sagde Morten Bødskov.
- Vi er utrolig glade for det. Vi kæmpede jo lidt, da man i sin tid valgte at lukke skattecentret i Frederikssund og siden har vi faktisk kæmpet, fordi vi synes lokationen her tæt på stationen er god, og der har været mange gode medarbejdere her. Vi syntes jo, det var synd at miste så mange statslige arbejdspladser i Frederikssund Kommune, sagde borgmester John Schmidt Andersen og tilføjede:
- Og så er jeg enig i, at der ikke er nogen af os, som betaler vores skattekroner, som kan være tilfredse med den måde, som vi er blevet udnyttet de sidste mange år. Så det er er meget kærkomment, at vi kan få noget valuta for vores skattekroner i form af nogle gode medarbejdere her, som kan sætte foden ned mod al den svindel, som Morten omtalte før. Så vi er rigtig glade for det her i kommunen.
Udover skattecentret i Frederikssund vil der også åbne et skattecenter i Fredericia. Tilsammen vil de to centre få 250 medarbejdere, alle nyoprettede stillinger der skal være med til at sikre en øget indsats i kampen mod skattekriminalitet.
Bygningerne på Kilde Allé i Frederikssund har tidligere været arbejdsplads for SKATs medarbejdere. Dengang var der op til 400 ansatte.
Borgmester John Schmidt Andersen og skatteminister Morten Bødskov fortæller om det nye skattecenter, der åbner i Frederikssund i 2020. Foto: Frederikssund Kommune.