Velbesøgt dialogmøde i Vinge
Frederikssund Byråd vedtog i september 2019 en otte-punktsplan for den videre udvikling af Vinge. En del af planen indeholder forslag til udbygning af områderne A og B, som ligger lige vest for Deltakvarteret i Vinge. Og det var blandt andet de kommende lokalplaner for disse områder, som vingeborgerne var inviteret til informations- og dialogmøde om i pavillonen i Vinge.
Konstruktive forslag
Ca. 60 lokale borgere var mødt frem for at høre Vinges projektleder Dennis Ravn fortælle om de kommende planer, og undervejs var der mange, som benyttede lejligheden til at komme med spørgsmål og konstruktive forslag til administrationens videre arbejde med planerne. Også et antal byrådsmedlemmer var til stede ved mødet, og onsdag den 22. januar skal Økonomiudvalget i Frederikssund Kommune netop tage stilling til igangsætning af arbejdet med lokalplanlægning for område A og B.
Borgernes egne initiativer
Som en del af mødet var der inviteret repræsentanter fra Snostrup Kirke og menighedsråd til at fortælle om deres ønsker til en kommende kirkesti, der skal forbinde Snostrup og Oppe Sundby kirker. Også repræsentanter for grundejerforeningen i Deltakvarteret fortalte om deres planer for en kommende boldbane, shelter og bålplads samt legeplads og sti i området nord for Deltakvarteret.
Kort over Deltakvarteret og de tilstødende områder. Visualisering: Frederikssund Kommune.