Sikkerheden i top på M/F Columbus
Tirsdag aften, den 14. juli 2020, afholdt skibets mandskab og Frederiksborg Brand og Redning øvelse på kommunens færgerute mellem Kulhuse og Sølager.
Øvelserne er en fast del af årshjulet på skibet, og har til formål at øve de forskellige ulykker der kan opstå på skibet, men også skibets evne til at assistere ved eventuelle ulykker på fjorden - og så selvfølgelig at træne samarbejdet mellem færgens og beredskabets mandskab.
Mand over bord
Årets øvelse gik i al sin enkelthed ud på at færgen havde en passager, der var faldet over bord, og skulle bjærges og afleveres på færgen af bådberedskabet fra Frederikssund.
Øvelsen gik helt som den skulle, og der var stor tilfredshed med resultatet både fra færgens og beredskabets side. Så endnu engang blev det bevist, at sikkerheden er i top på den lille færge.
Beredskabet reder den forulykkede passager - her i skikkelse af en af deres egne dykkere - op af vandet.
Bådberedskabet fra Frederikssund på vej til færgen.
Den bjærgede passager bæres ombord på færgen.
Gratis overfart for cyklister og fodgængere i juli 2020
Man kan med andre ord trygt tage en tur på fjorden med færgen - og i år kan det i nogle tilfælde ske helt gratis.
Med baggrund i regeringens sommerpakke har færgen M/F Columbus nemlig fået refusion for cyklister og fodgængere i juli måned 2020. Derfor er overfarten for disse brugere gratis i hele juli 2020.
Motorkøretøjer, dets fører og passagerer skal betale for overfarten som sædvanligt.
Foto: Kenneth Jensen,
Frederikssund Kommune.