Administrationen kan møde ind igen
I mere end tre måneder har de fleste administrative medarbejdere i Frederikssund Kommune passet deres arbejde hjemmefra. Mandag den 15. juni blev det så muligt - også for kommunerne øst for Storebælt - at begynde at genåbne rådhusene. I Frederikssund Kommune betød det, at borgerne igen kunne henvende sig personligt i borgercenteret.
Administrationen kan nu møde ind
Nu er der så langt en plan for genåbningen af rådhuset og administrationscentrene for langt hovedparten af de øvrige ansatte, som fra mandag den 22. juni kan møde fysisk ind på arbejde igen. Ifølge planen tilstræbes der et fremmøde på 70 – 80% af medarbejderne. Dermed skal der fortsat i et vist omfang gøres brug af hjemmearbejde og af at medarbejderne møder ind på skift.
Begrænser møder
Planen fastslår, at medarbejdere ikke må holde møder med borgere på eget kontor, og derfor bliver der indrettet særskilte lokaler til borgerbetjening. På samme måde skal medarbejderne begrænse brugen af interne møder og så vidt muligt reducere deres færden rundt på rådhuset. Medarbejderne må også undvære kantinerne, der fortsat skal holdes lukkede.
Genåbningsplanen gælder frem til den 10. august.
Job og borgercenteret
Du kan henvende dig i borgercenteret for bl.a. fornyelse af kørekort og pas, bestilling af Nem-id, spørgsmål om skat, opkrævning/betaling af fakturaer, flytteanmeldelser og indrejser, og hvis du skal melde dig ledig. Ved personlig henvendelse til borgercenteret skal du forvente en ventetid i kø, da der kun kommer et begrænset antal borgere indenfor ad gangen.
Derfor kan det være en god ide at bruge vores hjemmeside til at bestille tid, hvis det drejer sig om pas eller kørekort.
Du skal fortsat aflevere ansøgninger, dokumentation, skriftlige henvendelser til kommunen, fakturaer som skal refunderes osv. i kommunens postkasse. Der vil ikke være personlig adgang for disse henvendelser.
Jobcentrenes dispensation for samtaler er forlænget til 15. august 2020. Derfor vil en del medarbejdere herfra fortsat arbejde hjemmefra og holde kontakt med borgerne digitalt.
Ikke åbent for borger-pc’er
Vær opmærksom på, at vi endnu ikke har åbnet for anvendelse af selvbetjenings-pc’erne/printere i rådhusets forhal, ligesom det ikke er muligt at få hjælp til digital medbetjening/selvbetjeningsløsninger i borgercenteret. Har du spørgsmål i den forbindelse, skal du ringe til kommunens callcenter på 47 35 10 00 for vejledning.
Langt hovedparten af medarbejderne i administrationen kan fra mandag den 22. juni igen møde fysisk ind på deres arbejdsplads.
Foto: Frederikssund Kommune.