Færre coronasmittede i Frederikssund Kommune
Frederikssund Kommune har i de seneste uger haft et stigende antal smittede med COVID-19. Der er dog tale om ganske få borgere, og tallet er heldigvis faldende igen.
I Frederikssund Kommune er i alt seks borgere testet positiv for COVID-19 i den seneste uge, og det er mere end en halvering i forhold til ugen før, hvor der var 16 borgere, der blev testet positiv. Antallet af borgere der bliver testet positiv for COVID-19 er således faldende.
Der har i Frederikssund Kommune indtil nu været i alt 151 konstaterede tilfælde af borgere med COVID-19. Kommunen har i alt 45.223 borgere og det svarer til, at cirka 0,3 procent af borgerne har været eller er smittet med COVID-19. Til sammenligning har der i hele Region Hovedstaden været 7.249 smittede borgere, svarende til 0,4 procent af borgerne i regionen.
- Det er selvfølgelig kedeligt, at vi på Danmarkskortet træder frem som en kommune med stor smittespredning. Det kan nemt misforstås som at vi har utroligt mange smittede borgere. Det er heldigvis ikke tilfældet, men vi har haft en stigning i antal smittede i nogle uger. Derfor er vi også meget opmærksomme på, hvad vi kan gøre for at forhindre smittespredning. Eksempelvis lukkede vi hurtigt daghjemmet på Østergården, da en enkelt bruger blev konstateret smittet, og der blev foretaget en grundig rengøring inden det igen blev åbnet, fortæller borgmester John Schmidt Andersen.
Forebyggende tiltag
Frederikssund Kommune har under hele coronatiden fulgt sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at forebygge smittespredning. Det gælder både på omsorgscentre, i dagtilbud og skoler, idrætsfaciliteter og alle andre af kommunens institutioner og lokaler.
Således er der alle steder enten håndsprit eller adgang til vand og sæbe, der er redskaber til at tørre kontaktflader af, der er skærpet rengøring, og færre mennesker sammen alle de kommunale steder der færdes mennesker.
- Vi har været meget opmærksomme på at sikre hygiejnen alle de steder, vi har medarbejdere og borgere, både sammen og hver for sig. I borgercentret er der for eksempel færre mennesker samlet indendørs, der er håndsprit og der er et fint køsystem, som lader til at fungere rigtig godt. Dermed gør vi alt, hvad vi kan, for at forhindre smittespredning der, og det samme gør sig gældende alle andre steder. Og så vil jeg gerne opfordre alle til selv at tage et ansvar og huske på håndhygiejne og god afstand, siger John Schmidt Andersen.
Test for COVID-19 og ny app
En af de bedste strategier for at stoppe spredningen af coronavirusset er testning. Med den nationale teststrategi er der rig mulighed for at blive testet, hvis man ønsker det.
En anden strategi er den nye app, Smitte|stop. Appen kan registrere hvem du har været i nærheden af, hvis de også har appen installeret. Den giver dig besked, hvis du har været tæt på en person, der testes positiv for coronavirus, ligesom du kan give besked til andre, hvis du bliver testet positiv.