Udvidet tilbud om sommeraktiviteter for børn og unge
Har junior set lidt nedtrykt ud under corona-nedlukningen, er der gode nyheder. Efter et langt forår med lukkede skoler og begrænset socialt samvær er Frederikssund Kommune nu klar til at skyde en sommer fuld af sjove og spændende aktiviteter i gang for kommunens børn og unge.
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at 2020 har været lidt anderledes end normalt. Det er især gået ud over landets børn og unge, der er sendt hjem fra skole og fritidsaktiviteter, uden mulighed for at se deres venner eller dyrke deres hobbyer. Med støtte fra en national hjælpepakke har Frederikssund Kommune nu udvidet rækken af sommeraktiviteter for kommunens børn og unge, så når skolesommerferien starter, er der masser af sjov og inspiration inden for rækkevidde.
Formand for Fritids- og Kulturudvalget Jesper Wittenburg (A) glæder sig over, at hjælpepakken nu skaber en indholdsrig sommer for børn og unge i Frederikssund Kommune der måske ikke kommer på den sommerferie de havde forestillet sig.
- Som formand for Fritids- og Kulturudvalget er jeg i særdeleshed glad for at vores kulturinstitutioner og frivillige foreninger har fået mulighed for at lave et ekstraordinært indholdsrigt sommerferieprogram.
Også formanden for Uddannelsesudvalget Morten Skovgaard (V) er tilfreds med, at børn og unge nu efter en periode med isolation i hjemmet får en sommer med mulighed for store oplevelser, men også en mulighed for fordybelse og læring.
- Det program som jeg har set for sommeraktiviteterne er mangfoldigt og byder både på en masse sjove oplevelser i sommerlandet, men også på muligheden for sammen med venner og andre unge at blive dygtigere og klogere på en masse forskellige ting.
Særligt fokus på de udsatte unge
Med hjælpepakken opprioriterer Frederikssund Kommune især indsatsen over for de unge, der kan se frem til en skolesommerferie uden det store på programmet. Det kan fx være børn og unge, der ikke har nogen sommerferieplaner eller dem, som efter et langt forår med nedlukning, har brug for adspredelse.
Der bliver blandt andet tilbudt en bred vifte af aktiviteter og ture for de børn og unge, der skal i nødpasning i SFO i sommerugerne. Derudover bliver der allokeret midler til at tilbyde fripladser på de øvrige sommeraktiviteter og i samarbejde med lokale sportsklubber.
Skaterskole og manga
På bibliotekerne i Frederikssund og Jægerspris kan de 5-12-årige fx lære at tegne en Mangafigur og gå på opdagelse i den spændende Mangaverden. Tegnestilen tager udgangspunkt i den den fantasifulde "chibi-stil". Undervejs i forløbet hjælper en underviser med teknikker til at tegne Manga på en sjov og spændende måde, både til øvede og nybegyndere.
L.O.W. Academy er Danmarks første skateakademi og holder til på Nørrebro i København. I skolesommerferien kan nysgerrige møde dem i Frederikssund Kommune, hvor de gennem en hel uge står på ramperne og også viser, hvordan man kan øve sig i at gøre dem kunsten efter.
Praktisk info
Sommeraktiviteterne er for alle børn og unge i alderen 5-16 år i Frederikssund Kommune. Alle aktiviteter tager højde for COVID-19 og har retningslinjer der skal undgå smitte. Der er både gratis aktiviteter og aktiviteter hvor man skal købe billet. Du kan læse meget mere og se en oversigt over alle aktiviteter på www.frederikssummer.dk