Farverig dag i Toftelund
Egentlig skulle de otte store børn i Børnehuset Toftelund være begyndt i mini-SFO på nuværende tidspunkt, men på grund af coronasituationen er mini-SFO og mini-klub aflyst i år. I stedet har man i Børnehuset valgt at arbejde med projektet Lydbyen, der sætter fokus på bogstaver og deres lyde. Hver konsonant er repræsenteret som en person, der har et erhverv og bor i Lydbyen.
M som i maler
Onsdag den 27. maj var turen kommet til bogstavet M. Og derfor havde børnehuset inviteret en rigtig maler i skikkelse af Lars Jepsen fra malerfirmaet CKT A/S, som skulle hjælpe børnene med at male.
- Hvad starter maler med?, spørger pædagog Stephanie Marinsen.
- M!, råber flere af børnene i kor, og så går snakken om hvilke andre ord, der også begynder med m. Her foreslår børnene ikke overraskende ”mormor” og ”morfar”. Men dagen skal handle om maleren, som er dagens person fra Lydbyen, og inden længe er der maling på både pensler, paptallerkener og fingre. Børnene får farverne gul, blå og rød, men der bliver især lagt vægt på, hvilke farver man kan få, hvis man blander de tre grundfarver. Og det har flere af børnene helt styr på, da de tidligere har været på billedskole på Willumsens Museum i forbindelse med et kulturstiforløb. Hurtigt er de tre grundfarver omdannet til grøn, orange og lilla i forskellige nuancer.
Børnene maler først med grundfarverne rød, blå og gul assisteret af daglig leder i malerfirmaet CTK A/S Lars Jepsen og special- og udviklingspædagog Agnes Auberville.
Børnene er her i gang med at blande grundfarverne. Midtfor ses Lars Jepsen og til højre pædagog Stephanie Marinsen.
Suger alt til sig
Børnene, der alle er i alderen 5-6 år, lytter interesseret, når Lars Jepsen hjælper med at blande farverne eller fortæller, at man skal holde på penslen, som man holder på en blyant. Og de kaster sig uden tøven ud i at eksperimentere med farverne.
- I projekt Lydbyen introducerer vi børnene for bogstaverne og deres lyde, og børnene elsker det. De er lige i den alder, hvor de suger alting til sig, fortæller Louise Anthoni Holst, der er konstitueret leder i Børnehuset Toftelund. Da de nåede til ”G for gartner” i projekt Lydbyen var børnene hos købmanden og købe og plante blomster, og inden sommerferien når børnene også at få besøg af en rigtig tandlæge, forklarer hun.
Så flot kan det gøres. Et barn viser sin flot malede paptallerken frem.
Fotos: Frederikssund Kommune.