Nye p-pladser til autocampere
Sidste år besluttede Teknisk Udvalg, at der skulle etableres fire nye pladser til autocampere i Frederikssund Kommune, hvor man kan holde hvil, inden kørslen fortsættes. Pladserne er således ikke beregnet til campering med autocamper. Pladserne er nu etableret med skiltning og skraldespande, og de første blev indviet torsdag den 28. maj.
- Det er en stor glæde, at vi nu har fået lavet disse p-pladser, så vi kan tage godt imod de autocampere, der besøger vores kommune. Vi har fantastiske naturoplevelser at tilbyde her i området, og nu er det altså blevet endnu nemmere at finde plads til at nyde det, siger formanden for Teknisk Udvalg, Tina Tving Stauning (S). Hun håber samtidig, at de fire pladser med tiden kan blive til endnu flere.
Og de fremmødte medlemmer af Danmarks Frie Autocampere var naturligt nok glade for de nye muligheder for at parkere bilerne.
- Når der er pladser specielt til autocampere, så føler man sig velkommen. Og hvis der er et grønt areal ved p-pladsen kan man tage et bord og en stol ud og holde hvil. Det kan man ikke gøre, hvis man holder på Kvicklys parkeringsplads, forklarer John Søgaard, der har taget sin autocamper med til indvielsen.
Formanden for Teknisk Udvalg, Tina Tving Stauning (S), viser placeringen af pladsen på kortet. Hun er flankeret af medlemmer af Danmarks Frie Autocampere (tv.) Tage Crillesen og Ellen Langetved fra Hundested og (th.) John Søgaard fra Frederikssund.
Information på pladsen
De fire pladser er lidt forskellige i størrelse, men kan rumme mellem to og fem autocampere. På pladserne vil der også blive opsat infoskilte, med et kort over Frederikssund Kommune. På skiltet vil man kunne se, hvor der er andre autocamperpladser, samt hvor der er en campingplads med tømningsmuligheder. Derudover vil man kunne få et overblik over Frederikssund Kommunes seværdigheder og badestrande.
De fire parkeringspladser findes ved følgende adresser:
- Østersvej 4, 3600 Frederikssund
- Kalvøvej 9, 3600 Frederikssund
- Kildeskåret 8, 4050 Skibby
- Møllekrogen ved Selsøvej, 4050 Skibby
De nye autocamperpladser i Frederikssund Kommune vil inden længe også fremgå af forskellige apps og kort, som benyttes af autocampister.
Den nye plads til autocampere blev behørigt indviet af medlemmer af Danmarks Frie Autocampere -
- og fra pladsen på Østersvej i Frederikssund er der en smuk fjordudsigt.
Fotos: Frederikssund kommune.
Rast eller campering
Naturstyrelsen har udgivet retningslinjer for autocampere. Heraf fremgår det at, der i lovgivningen sondres mellem at ”raste” og at ”campere”. At raste betyder, at man parkerer for at hvile sig – f.eks. at sove, slapper af eller indtager mad med henblik på at kunne fortsætte sin kørsel forsvarligt. Hvis man derimod indtager et område for en periode med et andet formål end blot at raste, f.eks. ved at opholde sig på pladsen i en længere periode, slå lejr, have opslåede fortelte eller gøre lignende større indrettelser på parkeringsarealet, betragtes opholdet som campering og kan alene ske på en campingplads.