Vinge Station tager form
Hvis man cykler en tur ad supercykelstien fra Frederikssund mod Ølstykke, vil man passere arbejdet med anlæggelse af Vinge Station. Her kan man se de fremskridt i arbejdet, der skal gøre det muligt at tage toget fra Vinge Station fra DSBs køreplanskifte i midten af december.
Perroner på plads
Der er nu etableret to perroner på hver 180 meter på begge sider af banen, og i øjeblikket arbejdes der med etablering af hytter til teknik samt rengøringsrum på stationen. Der er blevet støbt de fundamenter og søjler, der skal bære trapper og gangbro hen over banen. Samtidig er der støbt elevatorgruber, som skal bære elevatortårnene. Banedanmark forventer at holde den tidsplan, der er lagt for byggeriet.
Vejanlæg
Samtidig med byggeriet af stationen er Frederikssund Kommune i gang med at etablere adgangsveje til stationen samt parkeringspladser på både nord- og sydsiden af banen. Derfor er der netop nu et større gravearbejde i gang nord for banen, hvor det har været nødvendigt at stabilisere jordbunden i dybden, hvor der skal etableres en adgangsvej til stationen.
Skærtorsdag bliver 28 tons tung gangbro løftet på plads
Perronerne på Vinge Station bliver forbundet, når den 28 tons tunge og 20 meter lange gangbro løftes på plads torsdag den 9. april 2020. Det tunge og præcise løft udføres med assistance fra en stor kran. Med gangbroen får fremtidens passagerer på Vinge Station en tryg overgang mellem stationens to perroner.
For at mindske smittespredningen af coronavirus opfordrer Banedanmark folk til at overholde myndighedernes anvisninger ved ikke at møde op og samles for at kigge på, når gangbroen løftes på plads.
Ifølge DSB vil det første tog standse på Vinge Station ved køreplanskiftet den 12. december 2020.
Hvis man cykler forbi anlægsarbejdet ved Vinge Station, kan man se, at der nu blandt andet er lavet perroner og de søjler, der skal bære trapper og gangbroen hen over banen.
Et dronefoto fra 70 meters højde giver overblik over byggepladsen med Solbakken, Tvinsmosen og Deltakvarteret i baggrunden.
Fotos Frederikssund Kommune.