Antallet af smittede stiger fortsat
Smittetrykket er stigende i Frederikssund Kommune og det har det været i den seneste måneds tid. Trods stigningen ligger kommunen lavere end flertallet af kommuner nord for København.
Antallet af nye smittede den seneste uge er fredag klokken 14 på 44 borgere. Det giver et incidenstal på 97,5 smittede borgere pr. 100.000. De smittede er mellem 7 og 86 år med en hovedvægt på de 7 til 19-årige.
Udsnit af smittekortet med Frederikssund Kommune i fokus. Kortet linker til Statens Serum Instituts interaktive kort over COVID-19 i Danmark.
Smitte på skoler
Der kendskab til otte børn i kommunens skoler, som er smittet med coronavirus. På Fjordlandsskolen afd. Dalby har fire elever samt to lærere været smittede, og skolen blev derfor lukket ned mandag den 16. november, og elever og medarbejdere blev sendt hjem i isolation og til test. Skolen bliver genåbnet mandag den 23. november.
På kommunens omsorgscentre og botilbud er der ikke registreret smittede blandt hverken borgere eller medarbejdere.
Fokus på smitteopsporing
Sundhedsberedskabet i Frederikssund Kommune har i ugens løb haft stort fokus på smittehåndtering, opsporing og test. Dette sker som en naturlig konsekvens af det stigende smittetal.
Der foretages smitteopsporing hver gang kommunen får kendskab til en medarbejder eller en borger i kontakt med kommunen konstateres smittet.
Mange blev testet af mobil testenhed
Besøget af TestCenter Hillerøds mobile podeenhed i uge 46 i kommunen var en succes. Mellem 250-440 borgere blev testet hver dag i løbet af ugedagene. I weekenden var interessen for at blive testet mindre, og der blev podet omkring 150 lørdag og søndag i Frederikssund by. Selvom tilslutningen til at blive testet var stor, så var der ikke en tilsvarende stigning i antallet af smittede i kommunen i løbet af ugen. Kommunen er i dialog med TestCenter Hillerød om at få den mobile testenhed ud igen, men lige nu er en stor andel af landets testkapacitet reserveret til Nordjylland.