Familiefisketur ved Grønlien Sø
Dagene bliver langsomt kortere. Temperaturen falder og løvet skifter til røde og gule nuancer på træerne. Alt sammen tydelige tegn på efterårets komme. For børnefamilier er skolernes efterårsferie en oplagt mulighed, for at opleve naturens “efterårsmagi” på nærmeste hold.
Søndag d. 18. oktober inviterer Fishing Zealand i samarbejde med Frederikssund Kommune til fisketur ved Grønlien Sø. Ved søen vil der være mulighed for at få instruktion i lystfiskeri og samtidig kan du låne fiskeudstyr, hvis du ikke har dit eget. Arrangementet henvender sig særligt til børn og unge, men det er naturligvis oplagt at benytte tilbuddet som en familieaktivitet. I søen findes der bl.a. skaller, brasen, karper og aborrer, og det er netop disse arter, som vi vil forsøge at fange.
Da arrangementet foregår nær bredden af søen, så vil det være en god ide at medbringe gummistøvler eller andet praktisk fodtøj. Ligeledes kan det være en fordel at medbringe et tæppe til at sidde på og i det hele taget sørge for påklædning, der kan matche efterårsvejret.
Arrangementet er gratis og åbent for alle under hensyn til gældende retningslinjer for Covid-19. Det betyder at hver voksen kan deltage sammen med ét barn/ung. Unge over 13 år kan deltage på egen hånd.
Fisketuren starter med en kort introduktion kl 10 og slutter igen kl. 15. Mødested er ved bredden af Grønlien Sø. Parkering foregår ved Ågade, Frederikssund.
Du kan tilmelde dig på Fishing Zealands hjemmeside.
Foto: Fishing Zealand.