Elever løser udfordringer om fremtidens arbejdsmarked
Hvordan ser fremtidens pause ud på arbejdsmarkedet? Sådan lød den udfordring som udskolingseleverne på Slangerup Skole skulle arbejde med fredag den 11. september. Her hjalp elever fra Campus samt facilitatorer fra Innovation Lab eleverne med processen, der forløb i tre faser med kortlægning af problemet, idegenerering og til slut præsentation af deres ideer.
En facilitator fra Innovation Lab guider eleverne i 7. klasse i processen med at løse en udfordring.
MakerVærket
Udfordringen blev stillet af Jacques Duelund Mortensen fra arkitektfirmaet Mangor & Nagel i Frederikssund. Firmaet har deltaget i FUEL-projektet, der gennem tre år har haft til formål at få flere unge til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse. Projektet afsluttes nu med fødslen af MakerVærket, som er det projekt eleverne på Slangerup Skole deltog i. MakerVærket handler om at bringe de unge og erhvervslivet sammen og skabe et udviklingsrum for mere projektbaserede læringstilgange.
Elever fra 9. klasse i gang med at løse udfordringen om fremtidens pause.
Pausen er vigtig
- Pauser er vores brændstof til arbejdet. Man kan have aktive pauser eller pauser, hvor man reflekterer. Og det er vigtigt, at vi i virksomhederne værdsætter værdien af pauserne i denne fortravlede verden, forklarer arkitekt og afdelingschef Jacques Duelund Mortensen fra Mangor & Nagel. Om virksomhedens forventninger til MakerVærket forklarer han:
- Vi får gjort vores firma synligt for eleverne, hvilket kan have en betydning for vores fremtidige rekruttering af medarbejdere. Samtidig håber jeg, at de unge menneskers bud kan hjælpe os til at tilrettelægge fremtidens arbejde, så vi kommer igennem det som hele mennesker.
FUEL har været stor succes
Også borgmester John Schmidt Andersen besøgte Slangerup Skole for at møde eleverne og høre, hvordan de greb udfordringen an. Her blev han også interviewet om FUEL-projektet og MakerVærket til det program, der blev livestreamet fredag eftermiddag.
- I Frederikssund Kommune er andelen af unge, der søger en erhvervsuddannelse, steget fra omkring 19% for nogle år siden til senest 28,6%. Det kan vi takke FUEL-projektet for. Vi kommer til at satse stort på FUEL-projektets afløser - MakerVærket, for det er vigtigt, at samarbejdet mellem skolerne, Campus og erhvervslivet fungerer godt, fastslår borgmester John Schmidt Andersen.
Borgmester John Schmidt Andersen lytter nysgerrigt til elever fra 9. klasse, der fortæller om deres arbejde med udfordringen.
Og hos Mangor & Nagel bakker afdelingschef Jacques Duelund Mortensen op om borgmesterens ros til FUEL-projektet.
- Vi er blevet vækket af Tornerose-søvnen og har lært hinanden at kende på tværs af uddannelser og erhvervsliv. FUEL har sat folk sammen, der normalt ikke har noget med hinanden at gøre, fordi de ikke er hverken konkurrenter eller samarbejdspartnere – og den indsats har været meget værdifuld, vurderer Jacques Duelund Mortensen.
Livestreaming
Fra kl. 13 – 15 fredag eftermiddag blev der sendt live på nettet fra et studie på Frederikssund Gymnasium. Vært var Noa Reddington, og i studiet var en række af de personer, der i tidens løb har arbejdet med FUEL-projektet samt fremtidsforsker Lise Lotte Lyngsøe. Hun vurderer, at skabelsen af MakerVærket er det rigtige tiltag i forhold til fremtidens udfordringer:
- Her skal virksomheder og elever samarbejde på nye måder om problemstillinger, som virksomhederne har. Det ser jeg som den helt rigtige vej at gå, fordi vi i fremtiden ikke kommer ud til et eksakt job med en eksakt uddannelse, men vi skal ud og skabe helt nye former for værdi på et arbejdsmarked i hastig forandring, vurderer hun.
Fremtidsforsker Lise Lotte Lyngsøe og vært Noa Reddington i studiet på Frederikssund Gymnasium.
Undervejs blev der vist indslag fra dagens arbejde på Kingoskolen, og adspurgt om hvad eleverne får ud af dagen, svarer Sara Lebeck fra 9B:
- Det kan give os en ide om hvad erhvervsuddannelserne kan. Vi får et problem, der kan løses på mange forskellige måder. Det giver en bredere synsvinkel på tingene. Det er sværere end jeg troede, men det er både sjovt, spændende og anderledes, slutter hun.
Der blev sendt direkte fra et studie på Frederikssund Gymnasium, hvor udsendelsen også blev fulgt via storskærm i festsalen.
Fotos: Frederikssund Kommune.
Ambassadørerne i FUEL-projektet fulgte også livestreamingen på storskærm på kursuscenteret Bautahøj.
Foto: Frederikssund Erhverv.