Frederikssund Kommunes logo
18. september 2020

Endnu ingen nye corona restriktioner

Frederikssund Kommune har nu et smittetal på 20 ud af 100.000 borgere og er dermed det, der populært bliver omtalt som en ”rød” kommune på smittekortet for COVID-19. I praksis betyder det, at der er ni smittede borgere i kommunen, og der er endnu ikke nye restriktioner på vej.

Der er ingen tegn på et decideret smitteudbrud i Frederikssund Kommune. Der er i skrivende stund (fredag formiddag den 18. september) ingen smitteudbrud på hverken omsorgscentre, rehabiliteringsafdelingen, botilbud, skoler, uddannelsesinstitutioner eller daginstitutioner.

- Vi har fået en henvendelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi vores incidenstal er på 20 ud af 100.000 borgere, men de ser ikke nogen grund til at indføre yderligere restriktioner for eksempelvis besøg på omsorgscentre lige nu. Og det er vi i COVID-19 staben enige i. Men de opfordrer os til at være opmærksomme, og vi holder selvfølgelig hele tiden øje med tallene og er klar til at se på, om vi skal lave en ekstra indsats for at forhindre smittespredning, hvis det bliver nødvendigt, siger borgmester John Schmidt Andersen, der er leder er COVID-19 staben i Frederikssund Kommune.

Både i COVID-19 staben og i kommunens Sundhedsberedskab bliver der hele tiden drøftet, hvilket tiltag der kan sættes i gang for at hindre smittespredningen bedst muligt. Det er alt fra kontaktfrie døråbnere på omsorgscentre til udendørs håndvaske i dagtilbud.

- Det er vigtigt for os, at vi gør alt, hvad vi kan for at undgå smittespredning. Jeg kan kun opfordre kommunens borgere til at gøre det samme. Følg de gode råd fra Sundhedsstyrelsen og pas godt på jer selv og hinanden, så vi ikke får et større smitteudbrud her i kommunen. Det er der ingen, der ønsker, siger John Schmidt Andersen.

De gode råd til at undgå smittespredning

De generelle forholdsregler gælder fortsat, og alle kan være med til at forebygge smitte. Coronavirus spreder sig typisk på steder med mange mennesker blandt andet via håndtryk og små dråber fra hoste og nys. Sundhedsstyrelsens anbefalinger om smitteforebyggelse er:

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.
  • Host eller nys i dit ærme - ikke i dine hænder.
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt.
  • Vær opmærksom på rengøring - både hjemme og på arbejdspladsen.
  • Vær opmærksom, når du er på steder med tæt kontakt til mange mennesker.

Husk også, at der kan være indført flere restriktioner i nogle kommuner, såsom påbud om brug af mundbind eller restriktioner for besøg på plejehjem. Sørg for at orientere dig, hvis du skal på besøg i en anden kommune.

coronasmitte.dk kan du finde svar på langt de fleste spørgsmål om Corona og COVID-19.

Illustration af celle fra Coronavirus. Grafik: PixabayIllustration af celle fra Coronavirus. Grafik: Pixabay