Frederikssund Kommunes logo
8. september 2020

Konkurrence: Fang den længste havørred

Denne gang afholdes Fjordlandet Open den 18. - 20. september som en online fiskekonkurrence pga. Covid-19. 

Tag fotos af fangsten

Fjordlandet Open er en fiskekonkurrence, hvor alle kan være med. Fisken, der fiskes efter, er havørreden – og deltagerne har to dage – lørdag og søndag – til at fange den længste havørred i Roskilde Fjord eller Isefjorden.

Fjordlandet Open er Danmarks eneste ”catch & release” kystkonkurrence, hvilket er det engelske udtryk for ”fang og genudsæt”. Dette udtryk er efterhånden blevet integreret i det danske lystfiskersprog. Derfor skal man ikke have fangsten med til præmieoverrækkelsen men blot tage et par fotos af havørreden samt måle længden – og så kan man genudsætte havørreden i fjorden igen, hvis man har lyst. Derefter indsendes fangstbillederne til arrangørerne, hvorved fangsten indgår i konkurrencen.

Du behøver ikke at have en lang lystfiskerkarriere bag dig for at deltage – du kan være lige så god og heldig som alle andre. Så længe man har snøren i vandet, er der altid en chance for en flot fisk.

Der er mulighed for at vinde nogle særdeles flotte præmier, der i år er sponsoreret af Jagt og Lystfiskerhuset i Roskilde. Denne udgave af Fjordlandet Open bliver drevet i et samarbejde mellem netop Jagt og Lystfiskerhuset samt Frederikssund Kommune og Fishing Zealand. Prisen for deltagelse er 199 kr.

Også fotokonkurrence

Sideløbende med fiskekonkurrencen afholdes som vanligt også en fotokonkurrence, så sørg for at tage en masse smukke fotos af dine oplevelser ved vandet.

Man kan finde meget mere information, se reglerne og præmierne samt tilmeldingen på konkurrencens hjemmeside: fjordlandetopen.dk og på konkurrencens facebookside.

På konkurrencens Facebook-side kan man løbende holde sig opdateret med de flotte fangster og billeder, der bliver lagt op i løbet af konkurrencen.

Hånd holder havørred i vandoverfladen. Foto: Henrik Larsen.Foto: Henrik Larsen.