Frederikssund Kommunes logo
19. april 2021

Mange vaccinerede og få smittede

I de seneste syv dage er der konstateret 14 nye smittetilfælde i Frederikssund Kommune, hvilket er det laveste i Nordsjælland. Dermed fortsætter den nedadgående tendens, vi har set siden påske. Samtidig har hele 22,7 % af kommunens borgere påbegyndt vaccination, sammenlignet med 17,5 % af borgerne i hele landet. Det betyder, at kommunen ligger i top-10 blandt kommuner i hele landet med flest borgere, der har påbegyndt vaccination.

I den forgangne uge kørte Frederikssund Kommune 35 borgere til revaccination i Hillerød og torsdag gennemførtes for 7. gang fremskudt vaccination i Frederikssund hallen, hvor 120 borgere fik deres første vaccination. Det er nu vurderingen, at alle i målgruppe 2, 3, 5 og 7 – som ønsker vaccine – har fået det.

I sidste weekend blev beboerne på botilbuddene Lunden, Rosenfeldthusene og Klintegården vaccineret for anden gang. Beboerne på de øvrige botilbud er også alle i gang med vaccination, mens borgere på Skibbyhøj fortsat ikke er vaccineret. Når alle er færdigvaccinerede på botilbuddene, ophæver Styrelsen for Patientsikkerhed besøgsrestriktionerne.

Besøgsrestriktionerne på landets hospitaler ophæves, og det betyder også, at besøgsrestriktionerne på Rehabiliteringsafdelingen ophæves.

Genåbning

Fra på onsdag kan følgende ting åbne:

  • Indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år (uden coronapas). Det gælder alle idrætsgrene med max. 25 personer.
  • Foreningsliv, musik- og kulturskoler samt andre kunstskoler for børn og unge under 18 år med max. 25 personer, dog ikke sangaktiviteter.
  • Indendørs idræt i organiseret regi for personer over 70 år med max. 10 personer (krav om coronapas).
  • Museer, kunsthaller samt biblioteker (krav om coronapas).
  • Det generelle forsamlingsforbud hæves indendørs til 10 personer og udendørs til 50 personer
  • -8. klasse i grundskolen får mulighed for udendørs fremmøde i de uger, hvor der ikke er adgang til indendørs undervisning.

Allerede fra den 15. april 2021, var det igen muligt for ledige at komme i fx virksomhedspraktik og løntilskudsjob. Kommunen kan også give tilbud om nytteindsats, vejledning og opkvalificering med fysisk fremmøde til ledige. Endeligt vil det ikke længere være frivilligt for borgeren at tage imod det konkrete tilbud.

Test

Genåbningen understøttes af mulighed for tests. Og det går godt med at kvikteste i den gamle svømmehal. Den nye opsætning har betydet kortere køer og bedre adgang for handicappede. Testcenteret blev især besøgt søndag og mandag, hvor næsten 3000 blev testet. I uge 16 forventes endnu flere at blive testet, når museer, biblioteker, barer og spisesteder åbner op ved fremvisning af en negativ coronatest eller vaccinationsbevis.