Ny aftale skal styrke skole-virksomhedssamarbejdet
Frederikssund Kommune har indgået en samarbejdsaftale med Naturvidenskabernes Hus, som skal bidrage til et endnu stærkere skole-virksomhedssamarbejde.
Naturvidenskabernes Hus har fået en bevilling fra Novo Nordisk Fonden til projektet SamSTEM, så projektets mål om at bringe skoleelever og virksomheder tættere sammen kan udbredes til flere kommuner og flere folkeskoleelever. En af de kommuner, som Naturvidenskabernes Hus har valgt at samarbejde med, er Frederikssund Kommune, blandt andet fordi kommunen allerede har igangsat flere tiltag inden for skole-virksomhedssamarbejde.
- Vi er meget glade for, at Naturvidenskabernes Hus har valgt at indgå et samarbejde med os. Vi har i Frederikssund Kommune i mange år arbejdet på at skabe et godt skole-virksomhedssamarbejde til fordel for både elever og virksomheder. Senest har vi startet MakerVærket, som også vil blive en del af projekt SamSTEM. Jeg er overbevist om, at den opkvalificering af lærere samt de undervisningsforløb som vil blive udviklet sammen med Naturvidenskabernes Hus, vil blive et godt bidrag til vores elevers uddannelse og vores virksomheders muligheder for at rekruttere faglært arbejdskraft i fremtiden, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).
Sammen med direktøren for Naturvidenskabernes Hus, Maiken Lykke Lolck, underskrev borgmesteren samarbejdsaftalen tirsdag den 17. august 2021. Aftalen er mellem Naturvidenskabernes Hus og Frederikssund Kommune samt partnerne Frederikssund Erhverv og Campus Frederikssund.
Elever skal kende til uddannelsesmuligheder
Projektet kommer blandt andet til at indeholde workshops for lærere med flere, adgang til færdigt undervisningsmateriale, deltagelse i erfaringsnetværk med andre kommuner med mere.
Naturvidenskabernes Hus ønsker at udvikle lokale forløb, som kan bruges af skolerne og i samarbejde med virksomheder.
- Vores mål er at åbne flere unges øjne for muligheden for en uddannelse inden for IT, teknologi, naturvidenskab og håndværk til gavn for erhvervslivet, samfundet og en bæredygtig fremtid. Det gør vi blandt andet ved at bygge bro mellem netop skoler og virksomheder, udvikle inspirerende praksisnært undervisningsmateriale og forløb, der trækker tråde ud i virkeligheden. Vi vil gerne samarbejde med lærerne om at inspirere elever til fx at bruge nye digitale teknologier og give dem lyst til at eksperimentere sig frem til nye løsninger på reelle udfordringer, fortæller direktør for Naturvidenskabernes Hus, Maiken Lykke Lolck.
Hun er glad for at kunne samarbejde med Frederikssund Kommune og ser især muligheder i MakerVærket:
- I Frederikssund Kommune har der længe været fokus på netop skolevirksomhedssamarbejde med blandt andet MakerVærket. Ofte er det et problem i forhold til netop skole-virksomhedssamarbejde, at eleverne ikke kan arbejde med maskinerne hos virksomhederne, og hvis det skal foregå på skolerne, så får de ikke den praksis-dimension, der er så vigtig. Makerværket er en unik platform for samarbejdet mellem skoler og virksomheder, fordi det kan skabe den kobling mellem virksomhedernes produktion og undervisningsrummet, hvor eleverne kan arbejde praktisk med udgangspunkt i virksomhederne, siger Maiken Lykke Lolck.
Direktør for Naturvidenskabernes Hus Maiken Lykke Lolck og borgmester John Schmidt Andersen giver hånd på den nye samarbejdsaftale.
Foto: Frederikssund Kommune.