Erfaren chef bliver ny direktør for Opvækst, Uddannelse og Kultur i Frederikssund Kommune
Det bliver den erfarne chef, Julie Becher, der den 1. marts bliver direktør for Opvækst, Uddannelse og Kultur i Frederikssund Kommune.
Julie Becher kommer fra en stilling som chef for Læring og Trivsel i Holbæk Kommune. Hun er uddannet cand.scient.soc. i geografi og internationale udviklingsstudier og har blandt meget andet på sit CV også en master i offentlig ledelse.
Som chef i Holbæk Kommune har Julie Becher haft ansvar for alle opgaver og indsatser for børn og unge fra 0-16 år, herunder sundhedsplejerske, dagtilbud, folkeskole, tandpleje, myndighed, PPR, børnespecialcenter, døgntilbud til børn og unge mv.
Fra en tidligere stilling i Holbæk Kommune har hun endvidere stor ledelseserfaring med uddannelses- og ungeindsatser for alle unge, da hun stod i spidsen for en af landets første koordinerede ungeindsatser med alt lige fra uddannelsesvejledning, 10. klasse, ungdomsskole over sociale og beskæftigelsesrettede indsatser til bo-, støtte- og uddannelsestilbud til unge med særlige behov. Med sig til Frederikssund har hun også mangeårig erfaring som strategichef, hvor hun blandt har arbejdet med nærdemokrati, frivillighed og organisationsudvikling.
Julie Becher har været ansat i Holbæk Kommune siden 2006 og har før det været ansat både i Vestsjællands Amt og i Miljøministeriet.
Julie Becher fremhæver Frederikssund Kommunes klare vision for de kommende års strategiske udvikling:
- Jeg glæder mig vildt til at starte i Frederikssund Kommune og blive en del af holdet i en ambitiøs organisation, hvor samarbejde og fællesskab står centralt. Med Byrådets omfattende investeringsplan 2030 og med ”Sammen om Frederikssund” som pejlemærke er der masser af spændende opgaver at tage fat på sammen med dygtige kollegaer i direktionen og engagerede politikere i Byrådet. At få mulighed for at fortsætte arbejdet for og med børn og unge ser jeg som et stort privilegium - de er jo vores fremtid. Og hele kultur- og fritidsområdet ligger mit hjerte nært, for det er her vi som mennesker finder os selv og hinanden. Lige nu glæder jeg mig dog allermest til at møde organisationens mange engagerede medarbejdere og ledere, og til at lære hele organisationen og alle de lokale aktører i øvrigt godt at kende, siger Julie Becher.
Julie Becher. Privatfoto.
Tiltræder 1. marts
Ansættelsen af Julie Becher blev bekræftet på Byrådets møde onsdag den 27. januar, og hun tiltræder sin nye stilling pr. 1. marts. Kommunaldirektør i Frederikssund Kommune, Torben Kjærgaard, glæder sig til at samarbejde med den nye direktør.
- Med Julies brede erfaring indenfor børne- og skoleområdet er jeg sikker på, at vi får en ny direktør, der kan tilføre kommunen en stor viden og ballast inden for dette vigtige udviklingsområde. Samtidig er det også meget væsentligt, at Julie kommer med en meget stor ledelseserfaring fra sine tidligere funktioner i Holbæk Kommune, siger Torben Kjærgaard. Han oplyser, at Julie Becher blev valgt som den bedst kvalificerede ud af et stærkt ansøgerfelt.
Stillingen som direktør for Opvækst, Uddannelse og Kultur blev ledig den 1. november 2020, da den daværende direktør Jan Milandt fik en stilling som direktør i Næstved Kommune. I den mellemliggende periode er opgaverne inden for Opvækst, Uddannelse og Kultur blevet delt mellem direktør for Velfærd, Arbejdsmarked og Sundhed, Helle Hagemann Olsen, og kommunaldirektør Torben Kjærgaard.