Vaccinationer mod Covid-19 begynder den 7. januar
Frederikssund Kommune har nu modtaget Region Hovedstadens plan for vaccination af beboere på omsorgscentre. Her fremgår det at borgere på omsorgscentrene samt på midlertidige pladser i Frederikssund Kommune kan blive vaccineret mod Covid-19 den 7. januar og genvaccineret den 28. januar.
Tildelingen af vacciner følger smittetrykket, og her har Frederikssund Kommune generelt haft et lavere smittetryk end de øvrige kommuner i hovedstadsområdet. Derfor er Frederikssund en af de sidste kommuner i hovedstadsområdet, hvor vaccinationerne bliver foretaget.
Selve vaccinationen foretages af de praktiserende læger, mens centrene har ansvar for det praktiske omkring afvikling af vaccinationen. Vaccinationen er frivillig, men et relativt stort antal af beboere i Frederikssund Kommune har ønsket at blive vaccineret.
Smittetrykket lige nu
De senest syv dage er der konstateret 118 nye smittede med coronavirus i Frederikssund Kommune. Det er et fald fra før jul, hvor antallet af nysmittede på en uge lå på 177, som det hidtil højeste. Det hører dog med, at der hen over julen ikke er foretaget lige så mange tests som før jul.
Smitteudbrud på Pedershave
Efter at en ekstern vikar på Pedershave blev konstateret smittet blev alle 24 beboere i hus C tirsdag den 29. december testet fra en podebil. Testene viste, at syv borgere er konstateret smittet med Covid-19. Hus C er derfor lukket af fra resten af centeret. Styrelsen for Patientsikkerhed udstedte et midlertidigt besøgsforbud for pårørende på hele Pedershave tirsdag eftermiddag. Der er opsat sedler på alle indgangsdøre og de pårørende er blevet kontaktet telefonisk. Derudover er der fire smittede medarbejdere i Hus C, og en enkelt i hus A.
På Rehabiliteringsafdelingen gav to smittede medarbejdere anledning til, at samtlige borgere på afdelingen blev testet. Der var dog ingen smittede iblandt borgerne.
Restriktioner forlænget
Regeringen har forlænget de gældende coronarestriktioner til den 17. januar. Det vil sige, at al indendørs forenings- og idrætsliv fortsat er lukket, alle børn i folkeskolen undervises via fjernundervisning og offentligt ansatte i videst mulige omfang arbejder hjemmefra.
Selv om vaccinationerne begynder den 7. januar, skal vi fortsat bruge mundbind en rum tid endnu.
Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.