50 procent har fået første stik
Fredag havde 22.829 af kommunens borgere fået første stik og dermed er knap 50 procent af borgerne i Frederikssund Kommune vaccineret første gang, mens knap en tredjedel er færdigvaccineret. I disse dage bliver borgere i alderen 40-44 år og 20-24 år indkaldt til vaccination.
Smitten i kommunen steg en smule i uge 21, men faldt igen i uge 22. Søndag den 6. juni var der konstateret 33 nye smittede borgere de seneste syv dage. Det giver et incidenstal på 73,1 pr. 100.000 borgere. Frederikssund Kommune ligger derfor rimelig fint og er ikke i fare for at skulle nedlukke. Det samme gælder for de 19 sogn i kommunen, der alle ligger langt fra en automatisk nedlukning.
I sidste uge har man centralt fra også besluttet at justere på den automatiske nedlukningsmodel, der bestemmer, hvornår kommuner og sogne skal lukke ned. For kommuner er det testkorrigerede tal steget fra 250 til 300 smittede pr. 100.000 borgere. Sogne skal nu først lukke, når der er registreret 600 smittede pr. 100.000, en positivprocent på 3 og 20 smittede borgere de sidste syv dage.
Der sker rigtig mange små ændringer af restriktionerne næsten dagligt. Det betyder også, at der skal navigeres i nye regler og ordninger ganske ofte og det kan til tider skabe lidt udfordringer at gennemskue, hvilke regler der gælder her og nu. Alle gør dog deres bedste for at holde sig opdateret.