Få sankthansbål i 2021
De senere år har tørke eller Corona flere gange sat en stopper for fejringen af midsommeren med sankthansbål og fællessang. Der er heller ikke mange bål i år, men vi her fået nys om et par stykker med offentlig adgang – begge i Hornsherred.
Jægerspris
Frederikssund Museum Færgegården er det ene af de to steder i Hornsherred, som annoncerer med at de inviterer til sankthans i museumshaven.
Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise, men som noget nyt skruer museet i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.
Arkivfoto fra 2015, hvor der også var bål og flot fremmøde i museumshaven.
- I år bruger vi aftenen som en anledning til ikke alene at udleve traditionerne, men også at udforske dem. Sammen med alle, der har lyst, vil vi gerne gå på opdagelse i de mange mærkelige, overraskende og sjove traditioner, der er gået forud for sankthansaften, som vi kender den i dag. Fortidens sankthans eller midsommer har nemlig forbavsende få ligheder med nutidens traditioner. Så samtidig med at vi udlever traditionerne, vil vi også gerne sætte dem i et nyt lys - og måske prikke lidt til dem, fortæller museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.
Allerede i timerne inden aftenens højdepunkter med bål, båltale og midsommervise er der sankthansaktiviteter for børn og voksne i alle aldre, når museet inviterer til mission ”Afværg det onde”.
Her skal de onde hekse gøres så blide som nuttede kattekillinger. Gennem en række udfordringer og med hjælp fra fortidens tips og tricks gælder det om at samle magiske urter, lære at bruge stål mod hekse, finde hemmelige skatte, besøge det kloge træ, lave vild ild med oldtidsmetoder og meget mere. Og måske lykkes det at vinde over de onde kræfter.
Også museets udstilling holder ekstraordinært aftenåbent.
Tid, sted og pris
Arrangementet starter kl. 17.00 og slutter kl. 22.00 og museet finder man på Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.
Der er gratis entre for børn og unge op til 18 år. Voksne koster 50 kroner, og billetter købes via Billetto. Billet skal være købt på forhånd på grund af Corona.
Skibby
I Skibby er det også i år Spejdergruppen Ræven Skibby Trop og Flok der brænder sankthansbål ved spejderhytten i Nordmandsmosen. De tænder bålet kl. 20.00.
Spejderne tænder igen i år bål i Normandsmosen i Skibby.
Det var annonceret, at man kunne medbringe sin egen grillmad, og tilberede den for derefter at nyde den ved de opsatte borde og stole. På grund af Coronarestriktionerne er det ikke muligt, lige som det heller ikke vil være muligt at købe drikkevare m.v..
Ingen bål på Kalvøen i år
Traditionelt plejer der også at være stort sankthansbål med taler, musik og sang på Kalvøen, lige efter årets vikingespil.
På grund af de Coronarestriktioner som stadig er gældende, er det aflyst. Det er formodentlig også forklaringen på, at der ikke er annonceret andre større arrangementer i år.
Bålet på Kalvøen bliver ikke til noget i år, så vi må nøjes med et arkivbillede fra 2019, hvor der sidst var bål her.
Foto: Kenneth Jensen,
Frederikssund Kommune.