Frederikssund Kommunes logo
30. juni 2021

Feriesjov på bibliotekerne

Sommerferien står for døren og igen i år tilbyder Frederikssund Bibliotekerne sjove krea-aktiviteter for børn.

Børn fra 6 år kan lave et flot og helt specielt slot, eller måske skal det være en borg? Vi bygger med papkasser og paprør og pynter med maling og papir. Vil du bygge borg eller slot, foregår det torsdag d. 8. juli kl. 11-12.30 på Jægerspris Bibliotek.

Et af de mest nuttede dyr må bestemt være pandaen, så dem skal vi tegne og male. Vi får besøg af billedkunstner Britta Johanson, og hun vil lære børn fra 6 år at tegne pandaer og at blande alle de forskellige grønne nuancer til bambusskoven. Der er to arrangementer med Britta Johanson torsdag d. 29. juli. kl. 10-12 er det på Slangerup Bibliotek og kl. 14-16 på Skibby Bibliotek.

Har man lyst til at prøve at lave papmaché med flotte tørrede blomster og blade? Så kom og vær med på Frederikssund Bibliotek mandag d. 2. august kl. 10-11.30. Vi kaster os ud i at fremstille en superflot lanterne, som du kan have en lyskæde eller elektrisk lys i. For alle børn fra 7 år.

Alle arrangementerne er gratis, men tilmelding er nødvendig. Billetter kan bestilles via bibliotekernes hjemmeside www.bibliotekerne.frederikssund.dk.

Bemærk: Vi følger de gældende retningslinjer for biblioteker i forbindelse med COVID-19. Det betyder, at alle deltagere på 15 år og opefter skal fremvise et gyldigt coronapas. Ligeledes skal alle deltagere over 12 år bære mundbind, undtagen når man sidder ned.

Slot bygget af pap. Foto: Frederikssund Bibliotekerne.Slot bygget af pap.

Foto: Frederikssund Bibliotekerne.