Så er mundbindet (næsten) væk
Med sidste uges genåbningsaftale slækkes der på en lang række retningslinjer, som har påvirket den kommunale hverdag. En af de mest markante er kravet om mundbind. Læs ugens coronastatus her.
Væk med mundbindet
Fra og med mandag den 14. juni kan man smide mundbindet i langt de fleste kommunale tilbud. Dog afventer vi stadig endelige retningslinjer i sundheds- og plejesektoren, samt visse dele af den sociale sektor. Mandag ophæves tillige kravet om coronapas for biblioteker, arkiver mv. og fritids- og foreningsaktiviteter (ikke idræt) samt folkeoplysning, herunder aftenskoler.
Idrætten må vente indtil den 1. august. Dagtilbud, skoler, SFO og klubtilbud vender næsten tilbage til en normal hverdag mandag den 14. juni, selvom der endnu er enkelte udeståender, som KL er ved at afklare.
Farvel mundbind. Du vil ikke blive savnet.
Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.
Fortsat test
Kommunens pligt til systematisk at kvikteste medarbejdere og elever på 12 år og derover fortsætter uændret hen over sommerferien til og med september måned 2021. Også pligten til at teste ansatte i sundheds- og plejesektoren, samt på visse botilbud mv. fortsætter hen over sommeren. I begge tilfælde gælder den kraftige opfordring til at lade sig teste to gange ugentligt indtil 14 dage efter andet vaccinationsstik. Vi regner derfor i løbet af sommeren med at teste færre og færre.
Mange vaccinerede
Antallet af testede i Frederikssund Kommune falder allerede. Sikkert fordi flere og flere får coronapas, fordi de er vaccinerede. Vaccinationsindsatsen ”buldrer” nemlig fortsat frem og Frederikssund Kommune er både i top-10 over kommuner med flest borgere, der har fået første stik og antal færdigvaccinerede borgere. Hele 54 % af borgerne i kommunen har påbegyndt vaccination og 31,6 % af borgerne er færdigvaccinerede.
Smitten er lav
Samtidig med de stigende vaccinationstal, falder smitten i kommunen. Den almindelige incidens ligger på 31 smittede pr. 100.000 for de sidste 7 dage. Det vil sige, at 14 borgere er smittede de sidste syv dage. Det er det laveste antal smittede siden midt april.
Den testjusterede incidens for kommunen er på 42. Der er smitte i 10 sogne ud af kommunens 19 sogne, men smittetallene for sognene ser også fine ud – og både kommunen som helhed og kommunens sogne er fortsat meget langt fra nedlukning. Frederikssund Kommune har også lavere smitte end størstedelen af vores nabokommuner i nord.