Task force forløb har styrket sagsbehandlingen
Medarbejderne og ledelsen i Center for Familie og Rådgivning har i de seneste to år været igennem et task force forløb for at styrke sagsbehandlingen.
Center for Familie og Rådgivning har myndighedsansvaret i Frederikssund Kommunes indsats over for udsatte børn og unge. Centret arbejder med at skabe en positiv forandring for de børn og unge samt deres familier, som har brug for støtte med udgangspunkt i Servicelovens bestemmelser.
Task Forcen er et samarbejde mellem Socialstyrelsen og Ankestyrelsen, og Frederikssund Kommune søgte i 2019 om at få et længerevarende task force forløb til børne- og ungeområdet i Center for Familie og Rådgivning.
Forløbet har til formål at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen og sikre et helhedsorienteret perspektiv. Task Forcen gennemgik tilbage i 2019 et udvalg af sager for at danne et overblik over, hvordan status var inden forløbet, og det samme har de gjort igen i starten af 2021 for at se effekterne af task force forløbet.
- Det har været et rigtig godt forløb at være med i, og vi har fået at vide af Task Forcen, at vi har gjort store fremskridt og har arbejdet yderst målrettet og ambitiøst. Ved gennemgangen af sagerne her i 2021 kan de se, at vi virkelig har rykket os og fået en mere struktureret og systematisk tilgang til sagerne, som sikrer kvaliteten både rent fagligt og i forhold til lovgivningen, fortæller Laila Lunddorf, konstitueret chef for Center for Familie og Rådgivning, og pr. 1. juli 2021 chef for centret.
Specialteamet har ikke deltaget i det samlede forløb, men kun på de områder specialteamet har tilfælles med resten af børne- og ungeområdet. Specialteamet har ansvaret for børn og unge med langvarig eller varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste. De arbejder derudover med de samme foranstaltninger efter Serviceloven, som resten af Børne – og ungeteamet. Medarbejdere der arbejder med servicelovens foranstaltninger, har været delvist inddraget i Task Forcen.
Bedre strukturering
Center for Familie og Rådgivning havde allerede inden de kontaktede Task Forcen igangsat flere tiltag, der skulle forbedre sagsgangene, og mange af de tiltag fortsatte og blev yderligere styrket under forløbet. En af de ting, der blandt andet er blevet arbejdet videre med under task force forløbet, er struktureringen af sagsbehandlingen og det tværfaglige samarbejde.
- Vi har haft vores medarbejdere på et kursus, hvor de fik en mere systematisk tilgang til sagerne. Altså hele grundforståelsen af, hvornår gør man hvad. Den bedre struktur har den klare fordel for borgerne, at de bliver inddraget mere direkte i deres egne sager, og på det rigtige tidspunkt i forhold til lovgivningen. Det betyder også en skærpelse af borgernes retssikkerhed. Arbejdet ind i sagerne bliver systematiseret og skulle dermed gerne give en oplevelse af en mere samlet og koordineret indsats fra vores side, fortæller Laila Lunddorf og fortsætter:
- Task Forcens anbefalinger her ved udgangen af forløbet er, at vi fortsætter og udvikler det gode arbejde vi har igangsat. Vi skal holde fast i vores nye systematiske tilgang, og den gode inddragelse af børn, familier og netværk. Og vi har fået implementeret et koncept for ledelsestilsyn, som også i høj grad understøtter medarbejderne og giver et fokus på faglig udvikling og læring.
Det er Uddannelsesudvalget, der har godkendt, at Center for Familie og Rådgivning har indgået i Task Force forløbet. Det gjorde de med et ønske om, at området kunne blive styrket, og undervejs i forløbet har udvalget modtaget kvartalsvise afrapporteringer.
- Vi i Uddannelsesudvalget er meget tilfredse med det forløb, der har været. Både medarbejdere og ledelse er gået ind i forløbet med åbent sind og lagt en masse arbejde og energi i at skabe de ændringer, som både de og vi ønskede at se. Det vil jeg gerne sige dem tak for. Det har været interessant at følge, og vi er meget glade for, at centret nu kommer ud med et flot resultat, der viser, at området har rykket sig rigtig meget i de år, der er gået. Fremadrettet vil arbejdet bestå i at holde fast i og fortsat udvikle og tilpasse alt det gode, der nu er implementeret, og det er jeg sikker på, at både medarbejdere og ledelse vil gøre deres bedste for, siger formand for Uddannelsesudvalget, Morten Skovgaard (V).
Arbejdet fortsætter
Center for Familie og Rådgivning vil blive ved med at udvikle sig, og der er fortsat områder, der skal arbejdes med. Der er igangsat en stor ændring af vores arbejdsgange, men medarbejdere og ledelse skal fortsat udvikle og tilpasse sig til gavn for borgerne og de familier, som centret arbejder med.
- Vi skal selvfølgelig holde fast og fortsætte arbejdet. Vi har gjort rigtig meget allerede, men et udviklingsarbejde som dette stopper aldrig. Jeg vil gerne takke Task Forcen for deres bistand i et spændende og givende udviklingsforløb. Task Forcen har flere gange spurgt, om de må dele det materiale vedrørende arbejdsgange med mere, som er udviklet her i Frederikssund Kommune med andre kommuner, der skal i gang med et lignende forløb. Det er vi selvfølgelig stolte over, og vi håber, at vi kan være med til at inspirere andre kommuner i deres arbejde, fortæller Laila Lunddorf.
Task Forcens afsluttende rapport blev præsenteret for medarbejder og ledelse samt for Byrådet den 24. juni.