E-sportklub indvier nye lokaler
I Frederikssund Esport kan de unge lave det, de elsker allermest – at sidde foran computeren og spille Counter Strke, Fortnite, Valorant eller et af de andre populære online gamingspil. Foreningen er knap halvandet år gammel og har derfor siden starten været ramt af coronarestriktioner. Men det har ikke forhindret formand Søren Weimann i at få stablet en organisation med 16-17 voksne på benene, som nu hver hverdagsaften er trænere for de unge spillere.
- Vi har tidligere lånt ungdomsskolernes faciliteter, men med tilskud fra Frederikssund Kommune har vi brugt hele påsken på at renovere Klub Nords lokaler, og så snart coronarestriktionerne tillod det, tog vi lokalerne i brug, fortæller Søren Weimann.
E-sportklubbens nye lokale, hvor der spilles Counterstrike, Fortnite, Valorant mm. hver hverdagsaften.
Klubben har fået 190.000 kr. i tilskud fra Fritids- og Kulturudvalget og 50.000 kr. i tilskud fra -folkeoplysningsudvalget. Pengene er brugt på bl.a. fibernetforbindelse, sikring og udstyr til at spille på. Klubbens nye adresse blev officielt indviet torsdag den 20. maj.
Officielt indviet
Ved indvielsen deltog - foruden foreningens egne medlemmer og trænere - blandt andre også borgmester John Schmidt Andersen samt formændene for de to udvalg, der har støttet projektet.
- Det er godt at se, at det gamle Klub Nord er blevet brugt til noget. Det har krævet stor ihærdighed og vedholdenhed at få klubben op at stå. Jeg er dybt imponeret over den styrke og frivillighed, der har bragt jer hertil. Stort tillykke til jer, sagde borgmester John Schmidt Andersen (V) blandt andet i sin tale.
Formanden for Fritids- og Kulturudvalget lagde blandt andet vægt på fremtidsperspektiverne i sin tale:
- Vi har bevilget penge til klubben, og jeg er glad for at se, at I er lykkedes med at skabe et E-sportcenter i Frederikssund. Det bliver spændende at se, hvad I kan drive det til. Måske får vi et nyt Astralis 2 hold her i Frederikssund, sagde udvalgsformand Jesper Wittenburg (S).
Også formanden for Folkeoplysningsudvalget gav foreningen et par ord med på vejen:
- Vi fik en ansøgning til initiativpuljen fra Frederikssund Esport. Men i udvalget havde vi brug for at lære lidt om, hvad Esport er. Derfor inviterede vi Søren (Weimann), og vi var imponerede over dit oplæg om tankerne bag og ambitionerne for klubben. Efter at vi fik lavet en Esport-strategi kunne vi godkende ansøgningen på 50.000 kr. Held og lykke med lokalerne, sagde udvalgsformand Anne Sofie Uhrskov (V).
Den røde snor klippes over. Fra venstre: Formand for Frederikssund Esport Søren Weimann, formand for Fritids- og Kulturudvalget Jesper Wittenburg (S), borgmester John Schmidt Andersen (V), formand for Folkeoplysningsudvalget Anne Sofie Uhrskov (V), ansvarlig for digitale aktiviteter hos Astralis Benjamin Boraghi, centerchef for Kultur og Fritid Anders Munch Skovgren.
Work in progress
Klubbens formand Søren Weimann kalder arbejdet med klubben ”work in progress”, og signalerer dermed, at der stadig er mange ting, der skal gøres – og bliver gjort hen ad vejen for at få klubben godt i gang. I dag er der omkring 100 medlemmer og 16-17 voksne hjælper til som trænere i klubben, der også har fået en række private virksomheder med som sponsorer.
Du kan læse mere om klubben på deres egen hjemmeside.
Dreng spiller e-sport på en computer.
Fotos: Frederikssund Kommune.