Et kunstværk bliver til
Den 26. maj var en stor dag for den lokale billedhugger Daniel Olivares, der er nået til en vigtig milepæl i udførelsen af hans kunstværk foran den nye svømmehal i Frederikssund. Her blev de fire store marmorblokke nemlig blev monteret.
Værket består blandt andet af fire 1,7 tons tunge marmorplader, der ved hjælp af en kran er blevet hejset på plads og siden svejset, limet og støbt, så de kan stå fast som en klippe. Milepælen blev et slags rejsegilde, som blev markeret med en lille sammenkomst.
- Det ser fantastisk ud og det bliver spændende at se det, når det står helt færdigt. Det kommer til at blive en flot velkomst til de mange borgere, der bevæger sig her omkring svømmehallen og den udendørs aktivitetsplads, som også er ved at blive etableret og som vi kan se frem til at tage i brug i næste måned, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).
Konturerne i værkets figurer på ydervæggene er tydelige og på indersiden anes de farverige mosaikker. I de næste mange måneder vil Daniel arbejde på at gøre værket helt færdigt, så det kan afsløres den 15. august 2021, på etårsdagen for åbningen af svømmehallen.
For Daniel var rejsegildet en vigtig markering. Nu står væggene. Forude venter mange timers arbejde, finpudsning og gedigent håndværk. For Daniel har det stor betydning, at han møder stor opbakning i sit netværk, blandt leverandører og kolleger såvel som fra kommunen, som han oplever bakker op og støtter ham i processen.
Daniel Olivares fortalte om det kommende kunstværk ved rejsegildet. her står han ved siden af den model, han har lavet til Fritids- og Kulturudvalgets konkurrence.
Daniels værk Panta Reih vandt konkurrencen, som Fritids- og Kulturudvalget gennemførte i 2020.
Valget faldt på Daniel blandt et enigt Fritids- og Kulturudvalg i december 2020 og formand for Fritids- og Kulturudvalget Jesper Wittenburg (S) kunne uden at blinke sige på hele udvalgets vegne, at de var mere end tilfredse.
- Det er langt over mine forventninger, og det er fantastisk at høre Daniel fortælle om alle de tanker, han har gjort og gør sig om hver enkelt lille detalje. Der er tænkt over alt, og det er et værk, der virkelig rykker noget, siger Jesper Wittenburg.
De fire marmorblokke står foran svømmehallen i Frederikssund og i de næste måneder vil Daniel Olivares færdiggøre kunstværket.
Fakta
Daniel Olivares er født i Sevilla, Spanien (1971) og er uddannet billedhugger. Han bor i Frederikssund sammen med sin kone, billedkunstner Mille Søndergaard og deres to døtre.
Til dagligt underviser Daniel i formgivning og konstruktion på kunstakademiet, og ved siden af underviser han i krop og bevægelse. To discipliner, som forenes i værket Panta Reih.
Panta Reih betyder ’alt flyder’ og repræsenterer den evige ændring. Det stammer fra den græske filosof Heraklit, som levede 500 f.kr. Et af hans fragmenter lyder: “Man kan ikke bade to gange i den samme flod” – for det vand, man stiger op af, flyder videre, så næste gang bader man i noget andet vand, eller også er man selv blevet en anden. Denne sætning “Man kan ikke bade to gange i den samme flod” vil blive indgraveret på oldgræsk i en cirkel på marmorgulvet.
For Daniel er det et stort privilegie at få lov til at udføre et kunstværk, der hvor han bor med sin familie. Et kunstværk, der laves i materialer fra Spanien med motiver inspireret af Willumsen og af det liv, der udspiller sig i og omkring den nye svømmehal.
Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.