Genstartspulje til kultur- og idrætslivet
Forligspartierne har nedsat fem genstartspuljer på i alt 37,5 mio. kr. til kultur- og idrætslivet. Puljerne åbnede for ansøgninger onsdag den 19. maj kl. 15.00. Genstartspuljerne skal understøtte genåbningen af kultur- og idrætslivet gennem aktiviteter og udvikling af nye formater i det offentlige rum. Ansøgninger til puljerne behandles i den rækkefølge, de modtages, og der lukkes for ansøgninger, når alle midler er uddelt.
Pulje 1. Sikkerhedsmæssige tiltag, der skal understøtte en tryg genåbning
Puljens formål er at yde tilskud til sikkerhedsmæssige tiltag, der sikrer en sikker genåbning af kultur- og idrætsforeninger, kulturinstitutioner mv. og muliggør, at aktiviteter hos disse aktører kan gennemføres i forhold til restriktioner.
Pulje 2. Kultur for alle - digitale tilbud til borgerne
Puljens formål er at gøre kulturtilbud tilgængelige gennem digitale tiltag. Aktiviteterne, der kan søges tilskud til, kan f.eks. være versionering af allerede udviklede aktiviteter til online-formater som udstillinger; kataloger og andre publikationer; podcast versionering af teaterforestillinger online versioner af idrætsaktiviteter mv.
Pulje 3. Aktiviteter for vækstlagets aktører
Puljens formål er at støtte aktiviteter i vækstlaget med henblik på fortsat udvikling, aktivitet og eksponering af vækstlaget. Puljen kan søges af aktører i vækstlaget inden for kultur- og idrætsområdet, dvs. nye kunstnere og atleter/idrætstalenter, samt af kultur- og idrætsforeninger og kulturinstitutioner, som vil arrangere initiativer og aktiviteter for og med vækstlagets aktører.
Pulje 4. Nye formater for aktiviteter i det offentlige rum
Puljens formål er at understøtte, at publikum får oplevelser med nye kultur- og idrætsaktiviteter og at yde tilskud til afprøvning af nye formater. Det kan f.eks. være omlægning af allerede planlagte arrangementer fra indendørs til udendørs eller fra stort til mindre deltagerantal. Det kan også være udvikling af nye formater i det offentlige rum på tværs af brancher eller i et samarbejder mellem kommuner og foreninger.
Pulje 5. 100 dage med kultur og idræt
Puljens formål er at støtte aktiviteter, der indgår i en landsdækkende festival for kultur og idræt, som vil være med til at markere genåbningen af kultur- og idrætslivet i hele landet. Puljen kan søges af kommuner til aktiviteter i kommunen i samarbejde med lokale aktører og foreninger.