Idrætsanlæg er blevet miljøcertificeret
Frederikssund Idrætsanlæg er blevet certificeret som Green Sport Facility.
Certificeringen handler om miljø og bæredygtighed, og den gælder samtlige anlæg som Frederikssund Idrætsanlæg driver og administrerer.
Green Sport Facility er et miljømærke for idrætsanlæg som sportshaller, svømmeanlæg, sportspladser, skøjtehaller og arenaer. Ordningen er en søsterordning til Green Key, som findes på hoteller, og som følger samme tankegang, principper og kontrolforanstaltninger.
Green Sport Facility belønner anlæg, der tænker bæredygtigt og gør en ekstra indsats for at passe på miljøet og lokalområdet. Det sker ved både at gøre en indsats i forhold til eget anlæg, men også ved at informere og arbejde for at brugere, foreninger og samarbejdspartnere bidrager til og støtter op om det bæredygtige arbejde.
- For os som Idrætsanlæg er det utrolig vigtigt, at vi driver vores anlæg på den mest bæredygtige måde. Vi stræber efter de løsninger, der giver værdi og mening hele vejen rundt. Et eksempel er udskiftning af lysarmaturer i Slangerup Idræts- og Kulturcenter, hvor vi har skiftet til LED lys, der giver et mindre strømforbrug, hvilket belaster miljøet mindre. Investeringen tjener sig forholdsvis hurtigt hjem til gavn for kommunens økonomi – men lige så vigtigt, så skaber det en værdi for brugerne af anlægget. Lyset er markant bedre til deres aktivitet, samtidig med at vi skåner miljø og økonomi. Det er de løsninger, der gør os rigtig glade, siger Jonas Hviid, Idrætsfaglig leder for Frederikssund Idrætsanlæg.
Også blandt politikerne i Folkeoplysningsudvalget og Fritids- og Kulturudvalget er der glæde over den nye miljøcertificering.
- Bevidstheden om bæredygtighed er noget, der i højere og højere grad optager os alle sammen, og således også borgerne i Frederikssund Kommune. I mange sammenhænge er den sociale bæredygtighed i fokus hos de Folkeoplysende foreninger, hvor fællesskaber dyrkes af borgere i alle aldre. I stigende grad efterspørges det også, at fællesskaberne kan dyrkes i større respekt for miljøet. Derfor er det fantastisk, at vi nu kan tilbyde miljøcertificerede idrætsanlæg til vores foreningsaktive borgere, der dyrker sport, siger Anne Sofie Uhrskov (V), formand for Folkeoplysningsudvalget.
- Med det store fokus, der helt naturligt er på generelle klimaforbedringer på mange forskellige fronter i form af FN’s verdensmål, klimakommuner og senest miljøministeriets konkurrence om de VILDESTE kommuner, er det helt afgørende, at også idrætten viser 'klima-flaget'. Derfor er en GSF-certificering af Frederikssund Kommunes idrætsanlæg det helt rigtige skridt. Det sætter både fokus på bæredygtighed inden for idrætten og bringer samtidig Frederikssund Kommune frem forrest i 'klima-feltet' - en position vi efter min bedste overbevisning skal fastholde fremover, siger Jesper Wittenburg (A), formand for Fritids- og Kulturudvalget.
Certificeringen med Green Sport Facility blev markeret ved en diplomoverrækkelse torsdag den 6. maj i den nye svømmehal i Frederikssund Idrætsby. Her blev diplom og andre beviser på certificeringen overrakt til formand for Fritids- og Kulturudvalget Jesper Wittenburg og formand for Folkeoplysningsudvalget Anne Sofie Uhrskov af formanden for Halinspektørernes forening, Henrik Høy-Caspersen. Det er Halinspektørernes forening der administrerer GSF-ordningen.
Certificeringen overrækkes af formanden for Halinspektørernes forening, Henrik Høy-Caspersen til formand for Fritids- og Kulturudvalget Jesper Wittenburg samt formand for Folkeoplysningsudvalget Anne Sofie Uhrskov.
Diplomer for miljøcertificering af Frederikssund Hallerne, Frederikssund Idrætsby og Kignæshallen. Slangerup Idræts- og Kulturcenter fik deres certificering tilbage i 2015.
Foto: Frederikssund Kommune.