Nye møbler styrker læringsmiljøer på skolerne
Med fremrykningen af anlægsinvesteringer i 2020 blev det muligt at købe nyt inventar til folkeskolerne i Frederikssund Kommune. Der er købt møbler med mere for næsten 10 millioner kroner til stor glæde for både elever og medarbejdere.
Byrådet besluttede i september 2020 at fremrykke investeringer for 10 millioner kroner til nyt inventar på skolerne. Hver af de fem folkeskoler fik én million kroner, som den enkelte skole kunne disponere i et samarbejde mellem skolens ledelse, MED-udvalg, Skolebestyrelsen og Elevrådet.
De resterende fem millioner kroner er blevet fordelt mellem folkeskolerne, Kærholm og CampusU10 alt efter hvor behovet for at udskifte inventaret var størst. Der er blandt andet indkøbt borde, stole, taburetter, sæder til stole, picnicborde, skabe og meget mere
På Fjordlandsskolen har de fået nye møbler for i alt 2,3 millioner kroner, og det glæder elevrådsformanden, der især mener, at de nye møbler giver bedre muligheder for at koncentrere sig, fordi elever kan sidde på skolen og arbejde i mindre grupper i hyggelige rum med behagelige møbler.
- Vi synes, det er virkelig fedt at få nye møbler. De ting vi havde før, var virkelig slidt, og vores borde og stole har været der i 30 år nu, så det er fedt at få dem skiftet ud med noget helt nyt. Vi har fået sofaer og nye borde, skuffer og skabe. Før blev der ofte larm, fordi alle sad i klassen og ikke kunne gå et andet sted hen. Nogle klasser har et rum ved siden af klasselokalet, hvor der før måske var et bord og stole og ellers ingenting. Nu er der sofaer, lækre puder, helt nye borde og dejlige stole at sidde på. Det er bare blevet bedre at sidde derinde og koncentrere sig. Det er lidt afsondret, og man kan sidde med benene oppe eller sidde med en dejlig stor pude. Det er mere hyggeligt at sidde der nu, fortæller 14-årige Simone Ligaard Kühnau, der er elevrådsformand på Fjordlandsskolen.
Nye borde og stole i klasserne på Fjordlandsskolen.
Også på Jægerspris Skole vækker de nye møbler glæde. Her er der købt inventar for lidt over én million kroner.
- På Jægerspris Skole er eleverne vendt tilbage til en skole, der nærmest ligner en ny skole. Vi fik jo renoveret skolen indvendigt for to år siden, og nu hvor der er nye møbler og nye smartboards i alle klasser, så fremstår skolen som en opdateret og tidssvarende skole. Samtidig har vi nu nogle meget lækre fælles rum, der er møbleret, så vores elever har mulighed for at bruge dem både i undervisningssituationerne og i pauserne, siger Nina Gregers Faxe, skoleleder på Jægerspris Skole.
Nye bløde møbler på Jægerspris Skole.
De fremrykkede investeringer i nyt inventar kunne lade sig gøre, fordi regeringen – pga. coronasituationen – i 2020 fjernede anlægsloftet, der normalt begrænser, hvor mange penge kommunerne kan bruge på anlæg.
- Det er en stor glæde at se og høre, at det nye inventar på skolerne er taget godt i mod af både elever og medarbejdere. De fysiske og æstetiske rammer omkring en klasse har stor betydning for elevernes trivsel og læring, og også for lærernes arbejdsmiljø. Det er vigtigt med elevarbejdspladser, som tilgodeser forskellige læringsstile og byder på varierede opholdsmåder, der samtidig tager hensyn til individuelle præferencer i forhold til lyd, lys, aktivitetsniveau og afskærmning. Jeg er derfor sikker på, at alle vores elever og medarbejdere kommer til at få stor glæde af det nye inventar – både i forbindelse med læring, sociale relationer og den generelle stemning i klasselokalerne og på skolerne, siger Morten Skovgaard (V), formand for Uddannelsesudvalget.
Foto: Frederikssund Kommune.