Fra indtryk til udtryk
Seks børnehuse kan i den næste halvanden måneds tid se frem til at få besøg af en danser, der skal lave fem workshops med fokus på bevægelse og følelser.
Forløbet ”Fra indtryk til udtryk” er Parkteatret – Frederikssund Kommunes egnsteaters første Huskunstnerprojekt som egnsteater, og som løber sideløbende med egnsteatrets første forestilling Fru Strid. Børnene i de seks børnehuse skal have fem workshops samt ind og se forestillingen på Parkteatret. Børnene kommer til at mærke kunsten på egen krop ved at arbejde fysisk med bogen Fru Strid, mærke hvilket indtryk den gør og derefter udtrykke det. Metoden hedder ”Dans en Bog” og er udviklet af dramaturg Anja Ohlsen, som arbejder på egnsteatret.
Før dagens "Dans en bog" havde børnene læst børnebogen Fru Strid, som forestillingen og forløbet er bygget op om.
- Med metoden Dans en Bog føres børnene igennem en række nedslag i fortællingen på en legende og sanselig måde, der samtidig trækker på teatrets verden ved at gøre brug af sceniske virkemidler som kropssprog, musik og rekvisitter. Vi tror på, at børns møde med den professionelle scenekunst er med til at give dem et ekstra sprog at udtrykke sig med, siger Anja Ohlsen.
Børnene møder danseren Esther Ransdal Haugegaard til workshops i børnehusene. Esther og børnene arbejder fysisk med de følelser og tematikker, som både bogen og forestillingen giver dem, og prøver at udtrykke dem med deres egen krop. Følelserne vil de kunne genkende, når de ser forestillingen Fru Strid, og efter forestillingen vil de arbejde videre med følelser og indtryk fra forestillingen.
Esther Ransdal Haugegaard fra Parkteatret instruerer børnene i Børnehuset Maglehøj i Frederikssund.
- Når børnene kender formen, kan de bruge den i deres egen leg eller sammen med en pædagog. De kan selv udforske al mulig anden kunst på samme måde. En bog de har læst, et billede de har set og så videre. Det er vigtigt for os, at både det at se en teaterforestilling og møde kunstneren har sat et aftryk, og forløbet er noget, børnene og pædagogerne kan tage op og udforske, også når kunstneren har forladt institutionen, siger Anja Ohlsen.
Børn og pædagoger levede sig ind i dansen og legen.
Fakta om Fra indtryk til udtryk
De seks børnehuse, der deltager i forløbet, er:
- Børnehuset Gerlev
- Børnehuset Solstrålen
- Børnehuset Lindehuset
- Børnehuset Maglehøj
- Børnehuset Lærkereden
- Børnehuset Pilereden
I alt kommer mere end 70 børn gennem forløbet fordelt på de fem workshops og forestillingen.
Der blev hoppet og danset til musikken og historien.
Foto: Kenneth Jensen,
Frederikssund Kommune.