Hjælp til at finde vej gennem vaccinationsjunglen
Mange borgere har af gode grunde svært ved at få klar besked og støtte til at finde rundt i vaccinationsindsatsen. Derfor sætter Frederikssund Kommune nu øget fokus på at gøre det nemmere for borgerne at finde information om vaccinationerne.
Rækkefølgen af vaccinationer i Danmark er fastlagt i Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram, og det er Region Hovedstaden, der har ansvar for at vaccinere borgerne. Men Frederikssund Kommune gør nu en ekstra indsats for at sikre, at så mange borgere som muligt, bliver vaccineret.
Alle danskere får besked i deres e-Boks, når det bliver deres tur, og kan derefter booke tid til vaccination på www.vacciner.dk. Hvis man er fritaget digital post, får man brev med posten og kan bestille tid på telefonen. Mange oplever, at der ikke er ledige tider, eller at det er svært at komme igennem på telefonen. Det er naturligvis frustrerende, men prøv igen. Der bliver dagligt frigivet nye tider og i de kommende uger frigives også flere vacciner.
Indtil videre har alle borgere, der er +65 år og modtager både praktisk hjælp og personlig pleje (vaccinationsgruppe 2) og alle borgere, der er +85 år (vaccinationsgruppe 3) modtaget en invitation fra Statens Serum Institut til vaccination.
Mange af disse borgere er allerede vaccinerede, men der mangler stadig nogle borgere. Derfor har Frederikssund Kommune telefonisk kontaktet de svageste borgere for at høre, om de har brug for kommunens hjælp. Pårørende og bekendte til ældre borgere opfordres til at hjælpe med at booke tider og transportere sin nærmeste til vaccinationsstedet. Også mange borgere med tilstande og sygdomme, som giver særligt øget risiko for alvorligt forløb af COVID-19 (vaccinationsgruppe 5) og udvalgte af deres pårørende (vaccinationsgruppe 6) har modtaget en invitation til vaccination.
På Frederikssund Kommunes hjemmeside og Facebook informeres der løbende om frigivelse af vacciner til de enkelte målgrupper.
- Vi ved, at det har været meget frustrerende for mange borgere at skulle bestille tid til vaccination. Vi ved også, at mange sidder med en del spørgsmål, de ikke ved, hvordan de skal få besvaret. Derfor håber jeg, at vores nye vaccinationslinje kan være en hjælp, som gør forløbet lidt mere overskueligt og nemt at komme igennem. Vaccinerne har stor betydning for os alle, og det er vigtigt, at så mange som muligt bliver vaccineret. Derfor synes jeg også, at vi skal hjælpe borgerne, så godt vi kan med dette, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).
Har man behov for kørsel til vaccinationsstedet, kan du, hvis du er visiteret til handikapkørsel, benytte den ordning. Ellers kan du bestille kørsel ved at ringe til kommunens Borgercenter på telefon 47 35 10 00. Borgercenteret har åbent 9.00 – 12.00 på hverdage undtaget tirsdag, hvor der er lukket.
Har du spørgsmål vedrørende vaccinationer, kan du kontakte Frederikssund Kommunes vaccinationslinje på 47 35 26 77 mellem 9.00 – 13.00 på alle hverdage. Her kan du få svar på spørgsmål vedrørende vaccinationsprogrammet.
OBS: Vaccinationslinjen er lukket igen pr. 3. maj 2021, da der ikke længere er borgere, der ringer ind.
Læs mere om vaccinationer på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.