Frederikssund Kommunes logo
1. marts 2021

Smitten stiger lidt igen

Folketingets genåbningsaftale indebærer, at udendørs idræts- og foreningsaktiviteter kan begynde fra mandag den 1. marts, hvor forsamlingsforbuddet hæves fra 5 -25 på udendørs aktiviteter i organiseret regi.

Med udsigt til en gradvis genåbning skal kommunale medarbejdere testes langt hyppigere i fremtiden. Sundhedsplejen har i denne uge tilbudt kviktest til alle lærerne på alle kommunens skoler. Fra næste uge får sundhedsplejerskerne hjælp til testning på skolerne af syv livreddere og halmedarbejdere, som frivilligt har meldt sig, og som blev uddannet i uge 8. Inden for de næste uger forventer vi at overgå til de mere skånsomme test, hvor podepinden kun skal ind i næseboret.

Frederikssund Kommune har slået stillinger op som poder i et kommende kommunalt testcenter. Jobcentret er allerede i dialog med flere ledige om jobbet – og de første har allerede meldt sig på banen. Du kan se jobopslaget på kommunens hjemmeside.

Smitteniveauet

Mandag den 1. marts er der 25 borgere smittet med Covid-19 i de seneste syv dage, hvilket svarer til 55,4 smittede borgere pr. 100.000. Statens Serum Institut oplyser, at for Region Hovedstaden er 63 % af coronatilfældene med den engelske mutation B.1.1.7.

I kommunale institutioner er der kun melding om et smittet børnehavebarn i Børnehuset Ørnesten og dertil et smittet barn på privatskolen. I begge tilfælde har kommunen støttet med smitteopsporing og hjemsendelse.

Vaccinationer – ny hotline

Onsdag den 24. februar blev 145 borgere primært i gruppen af de +85-årige, men også borgere fra andre vaccinationsgrupper, vaccineret i Frederikssund Hallen.

Mange borgere har af gode grunde svært ved at finde rundt i vaccinationsindsatsen. Derfor sætter kommunen nu øget fokus på at gøre det nemmere for borgerne at finde information om vaccinationerne, så flest mulige borgere lader sig vaccinere. Døgnplejens medarbejdere vil i forbindelse med besøg hos alle borgere i de kommende uger spørge ind til om borgerne er blevet vaccineret/har fået tid hertil, eller om de alternativt har brug for hjælp til tidsbestilling og eventuelt også kørsel.

Fra mandag den 1. marts kan borgere ringe på en ny vaccinationslinje på 47 35 26 77 alle hverdage mellem 9.00 – 15.00. Her vil medarbejdere fra Forebyggelse og Træning svare på spørgsmål om vaccinationsprogrammet.

Forskellige mundbind ligger på et bord. Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.Forskellige mundbind ligger på et bord.

Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.