Smitten er høj i Frederikssund Kommune
Coronaen breder sig med stor hast igen, og i Frederikssund Kommune er smitten rigtig høj især blandt børn og deres forældre. Derfor er der igangsat forskellige tiltag for at bekæmpe smittespredningen.
Søndag den 28. november klokken 14 var der 386 nye smittede borgere i den seneste uge. Det giver et incidenstal på 844,9 smittede pr. 100.000 borgere. Der er derfor stort fokus på, hvad der kan gøres for at inddæmme smitten i kommunen.
Sammen med Regions Hovestaden, der står for testcentrene, arbejdes der blandt andet på at finde et nyt sted til PCR testcentret, der lige nu ligger på Lundevej i Frederikssund. Der er nemlig behov for større kapacitet og flere podere, men der er ikke plads i det nuværende testcenter. Hvor det nye testcenter kommer til at ligge, vides endnu ikke. Det skal ligge centralt i kommunen, da der kun bliver det ene PCR testcenter. Derudover skal det leve op til forskellige krav om adgangsforhold med mere.
Smitten er især blandt børn
Det er især hos børnene samt deres forældre, at smitten spreder sig. En tredjedel af de smittede er under 14 år og næsten en tredjedel af de smittede er mellem 30-49 år, som kan formodes at være mange forældre. Der har i den forgangne uge været 68 børn og 17 medarbejdere smittet fordelt på skoler på ni matrikler og otte dagtilbud. Styrelsen for Patientsikkerhed følger Fjordlandsskolen afd. Dalby tæt, fordi der er smitte på alle klassetrin. Derfor bliver der arbejdet med de tiltag, der blev indført i uge 46 på børneområdet.
I uge 47 blev indsatsen skærpet yderligere, idet idræts- og fritidsforeninger i kommunen er blevet opfordret til også at indføre smittebekæmpende tiltag, idet der her også er mange børn og unge, der mødes på tværs.
Høj vaccinationstilslutning
Generelt er der i Frederikssund en høj vaccinationsprocent og 80 procent af borgerne har påbegyndt vaccination, mens 78,3 procent er færdigvaccinerede. Særligt for elever på skoleområdet ses stigende tilslutning til vaccination, hvor vaccinationsprocenten for de 12-årige er steget med 12 procent i de sidste par uger. Nu har 54 procent af de 12-årige påbegyndt vaccination.
Mens smitten spreder sig blandt børn, unge og voksne se s der heldigvis ikke meget smitte blandt de ældre borgere. Kun to procent af de smittede er over 80 år. Heller ikke kommunens sundheds- og plejesektor er hårdt ramt. Her har kun to beboere og ti medarbejdere været smittet.
Folketingets Epidemiudvalg valgte torsdag den 25. november at støtte op om kravet om mundbind i sundhedssektoren, det vil sige på sygehuse, klinikker og kommunale sundhedstilbud samt i offentlig transport og i butikker. Der var dog ikke enighed i udvalget om at indføre mundbind for ansatte i plejesektoren. Udvalget mødes igen i næste uge og diskuterer om de ønsker at udvide kravet her.