NemID bliver til MitID
Vores digitale liv vil blive mere sikkert, når MitID i løbet af 2021 og 2022 afløser det kendte NemID. MitID skal bruges alle de steder, hvor du i dag bruger NemID – f.eks. til login i din netbank, forskellige offentlige services mv.
Hvornår skal jeg skifte?
I forbindelse med overgangen til det nye digitale ID skal man ikke foretage sig noget, før man bliver kontaktet af sin bank. De første vil modtage et brev i deres netbank i løbet af oktober 2021 og omkring ved midten af 2022 ventes alle, der i dag har NemID, at være skiftet over til MitID.
Hvis man ikke har en dansk eller grønlandsk bank vil man få besked via Digital Post.
Hvordan fungerer MitID?
MitID er først og fremmest en app til smartphone og tablet. Du kan bruge MitID-appen, som du bruger NemID nøgleapp i dag. Med et swipe kan du godkende med MitID på din smartphone eller tablet.
Selv om du får MitID, skal du beholde NemID indtil videre. Det skal du, fordi der i en overgangsperiode er steder, hvor du stadig skal bruge NemID, indtil NemID er endeligt udfaset. Du vil få besked, når du ikke længere skal have NemID – enten af din bank eller via Digital Post.
Hos Digitaliseringsstyrelsen kan du få svar på alle dine spørgsmål om det kommende nye MitID.
MitID logo.
Grafik: Digitaliseringsstyrelsen.