Enigt Byråd bag budgetaftale
Fredag den 17. september kunne et samlet Byråd i Frederikssund Kommune bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre præsentere det kommende budget for årene 2022 – 2025.
- Med denne budgetaftale er det et samlet Byråd, der lægger retningen for den fortsatte udvikling af Frederikssund Kommune til gavn for både borgere, virksomheder og medarbejdere. Jeg vil gerne kvittere overfor alle partierne i Byrådet for en god proces, hvor alle har bidraget konstruktivt til resultatet. siger borgmester John Schmidt Andersen.
Byrådets gruppeformænd sammen med borgmesteren ved underskrivelsen af budgetforliget. Fra venstre ses: Maria Katarina Nielsen (B), Inge Messerschmidt (O), Pelle Andersen Harild (Ø), Tina Tving Stauning (A), Niels Martin Viuff (C), borgmester John Schmidt Andersen (V), Ole Frimann Hansen (F), Hans Andersen (V).
Hovedpunkterne i aftalen er:
- En fortsat sund og robust økonomi
- Initiativer til styrkelse af rekruttering og fastholdelse af medarbejdere samt nedbringelse af sygefravær
- Flere midler til den grønne omstilling
- Fastholdelse af serviceniveau og udvikling af velfærdsområderne gennem tilførsel af flere midler
- Job til flere og sikring af den nødvendige arbejdskraft
- Opdatering og forlængelse af den omfattende og langsigtede investeringsplan frem mod 2031.
Flere midler til centrale velfærdsområder
Under forhandlingerne om budgettet har det været en forudsætning, at serviceniveauet på de centrale velfærdsområder skulle fastholdes. Og i en tid, hvor der ses et stigende udgiftsbehov på både ældreområdet og på de specialiserede områder med børn og voksne med særlige behov, er der derfor enighed om at tilføre flere midler til disse områder.
Derfor øges budgettet til de specialiserede områder med i alt 72 mio. kr. i perioden 2022-2025, mens budgettet til ældreområdet øges med 23 mio. kr. i perioden 2022-2025.
På det specialiserede område skal midlerne blandt andet bruges til at arbejde videre med udbygning af botilbuddene på Vangedevej i Frederikssund og Egeparken i Jægerspris.
På ældreområdet skal midlerne blandt andet bruges til at etablere bedre daghjemstilbud, en klippekortordning til ekstra hjemmehjælp samt tilbud om træning til borgere med begyndende demens.
Også kommunens yngste borgere er en del af budgetaftalen. For at sikre en god start på livet og en god folkeskole øges budgettet til dagtilbud og skole således med i alt 39 mio. kr. i perioden 2022-2025.
På skoleområdet vil partierne sikre, at der i de kommende år kommer et yderligere fokus på børnenes trivsel og faglige forudsætninger i indskolingen. Samtidig vil samarbejdet med og mellem elever, forældre, skolebestyrelser, skoler og lokalsamfund om udvikling af skolen blive prioriteret højt. 2022 vil vi derfor byde på et lokalt ’folkeskole-topmøde’ med inddragelse af alle interessenter.
På dagtilbudsområdet har partierne aftalt at fremrykke byggeriet af et børnehus i Vinge og dermed også begynde arbejdet med, hvordan fremtidige kommunale funktioner i Vinge kan bidrage både til det gode børne- og familieliv og til den bæredygtige by.
Den grønne omstilling
Budgetaftalen adresserer også, at klimaudfordringerne på verdensplan er den største udfordring, vi står overfor. Der er således enighed om en styrkelse af klima- og miljøindsatsen via implementering af den nyligt vedtagne klimahandleplan. Det betyder blandt andet, at der afsættes fire årsværk til at understøtte dette arbejde.
Centralt i Klimahandleplanen er blandt andet, at der skal skabes løsninger indenfor energisektoren, bedre transportløsninger og at målet om fossilfri drift af kommunen opnås senest i år 2030. Det er derfor en del af aftalen, at der i 2022 skal udarbejdes en overordnet varmeplan for kommunen, som skal adressere disse opgaver.
På naturområdet er det blandt andet aftalt at fortsætte initiativet med den kommende nye biodiversitetspulje, som kan søges af alle borgere i kommunen, med det formål at skabe øget biodiversitet.
En effektiv beskæftigelsesindsats
Mange virksomheder oplever i øjeblikket udfordringer med at kunne skaffe tilstrækkelig arbejdskraft. Derfor ønsker partierne bag budgetaftalen at prioritere den direkte jobformidling og et styrket fokus på at matche de jobparate lediges kompetencer med de kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Som led i dette skal Jobcenteret arbejde målrettet med at være til stede i virksomheder mv., hvor der er en konkret efterspørgsel efter arbejdskraft, der kan dækkes af kommunens ledige. For at sikre dette afsættes 8 mio. kr. i perioden 2022-2025.
Kultur og Fritid
Partierne er enige om at fortsætte udbygningen af Idrætsbyen. Konkret afsættes der fra 2023 2 mio. kr. årligt til dette formål. Samtidig går arbejdet med at anlægge den planlagte adgangsvej til Idrætsbyen fra Strandvangen i gang allerede i 2022.
Investeringer og gældsafvikling
Med vedtagelsen af sidste års budget vedtog Byrådet også en ti-årig investeringsplan for Frederikssund Kommune. Med dette års budgetaftale forlænges denne investeringsplan med endnu et år til 2031.
Partierne ønsker endvidere at foretage en ekstraordinær gældsafvikling på 95,6 mio. kr. i 2021 med henblik på at binde færre af kommunens ressourcer i renter og afdrag i de kommende år. Dette skal sikre, at Frederikssund Kommune også i fremtiden vil have en sund og solid økonomi.
Sammen om Frederikssund
På de interne linjer oplever Frederikssund Kommune - som mange andre kommuner – at det kan være vanskeligt at rekruttere tilstrækkeligt med arbejdskraft på flere af velfærdsområderne. Byrådet er derfor optaget af, at der arbejdes målrettet med udviklingsstrategien ”Sammen om Frederikssund”, som bl.a. har til formål at skabe attraktive arbejdspladser og et bedre arbejdsmiljø.
Budget 2022 – 2025 ventes at blive 2. behandlet og endeligt vedtaget på Byrådets møde den 29. september.
Du kan læse hele teksten bag budgetaftalen på kommunens hjemmeside.
Det underskrevne budgetforlig.
Fotos: Frederikssund Kommune.