Breve om fremtidige varmeforsyningsmuligheder
Alle kommuner i landet er blevet pålagt at orientere ejere af olie- eller gasfyr om de fremtidige varmeforsyningsmuligheder. Det betyder, at hvis din ejendom i BBR er registreret med enten olie- eller gasfyr, så vil du modtage et brev.
Forskelligt indhold i brevene
Hvilket brev du modtager, afhænger af hvor du bor i kommunen og hvad beregningerne i Frederikssund Kommunes Strategiske Energi- og Varmeplan 2022 har vist er muligt i forhold til fremtidig varmeforsyning i dit område.
Frederikssund Kommune udsender breve til fire forskellige grupper af olie- eller gasfyrsejere:
- Ejendomsejere med olie- eller gasfyr indenfor de eksisterende fjernvarmeområder.
- Ejendomsejere med olie- eller gasfyr indenfor det betingede godkendte varmeprojekt, som dækker Strandvangen i Frederikssund, Vinge samt St. Rørbæk.
- Ejendomsejere med olie- eller gasfyr indenfor områder med mulighed eller potentiale for fjernvarme.
- Ejendomsejere med olie- eller gasfyr indenfor områder, hvor der ikke forventes fjernvarme.
Jeg har ikke olie- eller gasfyr
Hvis du har modtaget et brev, men ikke har et naturgas- eller oliefyr, skyldes det, at det fremgår af Bygnings- og Boligregistret (BBR) at din bolig opvarmes med olie- eller gasfyr. Hvis det ikke er korrekt, er du forpligtet til at rette oplysninger om din opvarmningsform i BBR. Du kan rette dine oplysninger på BBRs hjemmeside.
Læs mere om de udsendte breve på vores hjemmeside, hvor du også kan finde oplysninger om fjernvarme og andre individuelle opvarmningsformer samt finde links til råd og vejledning.