Frederikssund Kommunes logo
24. januar 2022

Coronastatus – uge 3

Søndag den 23. januar var der 2.047 smittede inden for den seneste uge, hvilket giver en incidens på 4.479 pr. 100.000. Pr. 23. januar var der 3 indlagte borgere fra Frederikssund Kommune med Covid-19 på region hovedstadens hospitaler.

PCR-testcentret udnytter deres fulde kapacitet nu – og kommunen er i dialog med regionen, om der skal opnormere i den kommende uge. Copenhagen Medical har i dag oplyst, at antallet af kviktest er faldet lidt henover de sidste uger. Til gengæld oplever de en markant stigning i antallet af positive og fandt bare på en enkelt dag i denne uge hele 150 positive borgere.

Mange smittede børn

Op mod halvdelen af de smittede i kommunen er børn og unge, og på kommunens skoler og dagtilbud har man i denne uge igen oplevet rekordmange smittede. På skoleområdet har vi i den sidste uge meldinger om i alt 496 smittede børn og 64 smittede medarbejdere. Trods den høje smitte lykkes det for stort set alle skoler at gennemføre undervisningen. Enkelte steder har man måtte samle grupper af elever i SFO’en, inddrage supplerende undervisning eller omlægge understøttende undervisning, ligesom enkelte klasser er blevet sendt hjem, da det ikke har været muligt at finde en vikar. På nogle skoler har man oplevet flere fraværende elever, end der er fremmødte elever i flere af klasserne. Trods den vanskelige situation oplever vi i sundhedsberedskabet en rolig og problemløsende tilgang til hele situationen.

På dagtilbudsområdet har vi i den sidste uge meldinger om i alt 110 smittede børn og 54 smittede medarbejdere. Børneområdet har naturligvis stor fokus på, at børn og medarbejdere trygt kan komme i dagtilbud, samtidigt med at vi opretholder pasningsgarantien. Børne- og Undervisningsministeriet har givet mulighed for at lukke et dagtilbud, hvis det slet ikke kan lade sig gøre at holde åbent. Før vi eventuelt lukker, er der en række tiltag, som skal være afprøvet. Heldigvis er vi ikke nået dertil endnu. Siden nytår har vi en gang og kun i en enkelt dag oplevet, at et dagtilbud havde svært ved at holde åbent. Her sprang medarbejdere fra Center for Børn og Skole til.

Ældreområdet

Også ældreområdet oplever stor sygdom. Vi har meldinger om, at i alt 9 beboere på kommunens omsorgscentre og midlertidige pladser er smittede i denne uge. Alle steder tager man de nødvendige forholdsregler med hensyn til isolation, testning mv. – og heldigvis er det blevet lidt nemmere at få fat i regionens podebiler igen. Hele 45 medarbejdere på ældreområdet er sygemeldte på grund af COVID i denne uge – og det kræver, som på børneområdet, en ekstra indsats at få enderne til at mødes. I Døgnplejen har flere af lederne fredag den 21. januar måttet køre sygeplejeruter, og vi kan lige akkurat få weekendens vagter til at hænge sammen.

- Uden de mange velvillige ledere og medarbejdere, som udviser en kæmpe fleksibilitet, tager ekstra vagter og tænker ud af boksen, ville hele denne situation slet ikke kunne løses. Derfor skal kommunens mange ledere og medarbejdere også have stor ros for – trods den meget svære situation – at de så beredvilligt bidrager til, at vi kan fastholde vores borgerrettede tilbud på en tryg og forsvarlig måde, siger centerchef for center for Sundhed og Forebyggelse Charlotte Bidsted.