Frederikssund Kommunes logo
25. marts 2022

Mange spørgsmål fra ukrainere til infomøde

Cirka 50 mennesker var mødt op til informationsmøde for ukrainere og danskere der huser ukrainere. Der blev oplyst om ting som ansøgning om opholdstilladelse, ydelser, skole med mere, og der blev stillet mange spørgsmål af både ukrainere og danskere.

De fremmødte blev budt velkommen af borgmester Tina Tving Stauning.

- Jeg har tænkt meget på Ukraine, på de ukrainske borgere, som nu må flygte fra krig og ødelæggelse. Det er helt forfærdeligt at være vidne til og må være helt forfærdeligt at være midt i. Vi vil gøre vores allerbedste for at jeres ophold her i Frederikssund kommune bliver så godt og så trygt som overhoved muligt, sagde borgmesteren, og fortsatte:

- Der er stadig mange ting, som vi ikke kan svare på og mange ting, som vi endnu ikke har mulighed for, men I skal vide, at både Frederikssund Byråd og Frederikssund Kommune hver dag følger situationen nøje og tager aktion på, hvad der kan og skal ske. Situation er også ny for os, med ny lovgivning og nye regler, som vi også lige skal have styr på. Men jeg kan forsikre jer om, at vi gør vores bedste.

Igor Konyk som tolk for borgmester Tina Tving Stauning, der byder velkommen til infomøde for ukrainere. Foto: Frederikssund Kommune.Igor Konyk som tolk for borgmester Tina Tving Stauning, der byder velkommen til infomøde for ukrainere.

Efter borgmesterens velkomst var et kort oplæg om, hvad forskellen er på at være i Danmark som turist, på midlertidig opholdstilladelse og som asylansøger. Derefter blev der stillet spørgsmål fra både ukrainere og danskere, og det var tydeligt at mærke, at ukrainerne gerne vil skabe en hverdag i Danmark, der bliver så almindelig som muligt.

Der blev blandt andet spurgt ind til muligheden for job, ydelser, skoler og dagtilbud, sprogskoler, lægehjælp, hjemmehjælp, bolig, affaldsordning og meget mere. Både ukrainere og danskere havde mange spørgsmål og kommunens medarbejdere gjorde deres bedste for at svare på det hele.

I nogle tilfælde måtte der henvises til andre myndigheder som regionen eller staten, og nogle gange var der spørgsmål til ting, som skal undersøges nærmere.

Frederikssund Kommune vil fortsat opdatere hjemmesiden løbende, og her vil man kunne finde svar på mange ting. Derudover anbefales det at holde sig orienteret på kriseinformation.dk og på nyidanmark.dk/ukraine.

Sidst men ikke mindst vil Frederikssund Kommune holde åbent kontor for ukrainere hver tirsdag mellem klokken 10 og 12 i et mødelokale i forhallen på Frederikssund Rådhus. Her er det muligt at komme og få svar på spørgsmål, hjælp til at søge om ophold og meget mere.

Fremmødte ukrainere og danskere ved informationsmøde for selvsamme. Foto: Frederikssund Kommune.Der var cirka 50 fremmødte ukrainere og danskere ved informationsmøde for selvsamme.

Foto: Frederikssund Kommune.