Sikringsrum i Frederikssund Kommune
Frederikssund Kommune har netop modtaget en oversigt fra Beredskabsstyrelsen, som viser, at der i alt er 13.980 sikrings- og beskyttelsespladser i Frederikssund Kommune.
De 4.499 pladser findes i kommunens egne bygninger, fordelt på 38 adresser.
De 9.481 pladser findes hos borgere og virksomheder, fordelt på godt 70 adresser.
På kommunens digitale kort kan du se en oversigt over de kommunale sikringsrum. På det digitale kort skal du i menuen til venstre vælge "Plan" og derefter "Sikringsrum". Herefter vil de blive vist på kortet.
- Det er specielle tider, vi lever i, og Frederikssund Kommune tager naturligvis situationen alvorligt. Vi er opmærksomme på, at nogle kan føle utryghed, og i den situation vil vi fra kommunens side gerne informere og hjælpe, hvor vi kan. Et af de spørgsmål, vi bliver mødt af, er, om der er beskyttelsesrum i Frederikssund Kommune, hvis der skulle opstå en nødsituation. Og det fastslår Beredskabsstyrelsen altså, at der er, siger borgmester Tina Tving Stauning (A).
Særligt konstruerede
Sikringsrum eller beskyttelsesrum er lokaler i bygninger, der er særligt kraftigt konstruerede og kan anvendes ved nødsituationer eller krig. Rummene er blevet opført i mange bygninger efter 2. verdenskrig. Desuden findes der flere offentlige beskyttelsesrum, som til daglig bruges som P-kældre, depoter eller lignende.
I den seneste opgørelse på området fra Beredskabsstyrelsen, fremgår det, at der findes 4,7 millioner pladser i beskyttelsesrum i Danmark.
Kommunerne står for drift og eventuel klargøring
Det er kommunerne, der har ansvaret for de offentlige beskyttelsesrum. Skulle det blive nødvendigt, kan forsvarsministeren anmode kommunerne om at klargøre offentlige beskyttelsesrum inden for et vist tidsrum.
- Selv om jeg ikke forventer, at det bliver aktuelt, så vil vi i Frederikssund Kommune naturligvis være i stand til at klargøre de offentlige sikringsrum i kommunen samt at opsætte den nødvendige skiltning, så borgerne ved, hvor de findes, fastslår borgmester Tina Tving Stauning.