Kulturprisen går til en ikke helt almindelig mand
Vinderen af Kulturpris 2022 blev Jørgen Christensen. Han er en ildsjæl fra Hornsherred, der i mange år har lagt masser af tid og kræfter i lokalkulturen til stor glæde for andre.
Det var en meget glad vinder, der onsdag eftermiddag fik overrakt Kulturpris 2022. Jørgen Christensen har lagt meget energi i lokalkulturen i hans hjemby Skuldelev, og det er den store indsats, som udvalget for Job, erhverv og kultur havde valgt at hædre ved at tildele ham Kulturprisen.
- Årets vinder er en drivkraftig person, som gennem mange år har bidraget til lokalsamfundet og ydet en kæmpe frivillig indsats. Personen er fra Herredet. Personen er oldermand i Skuldelev Bylaug og medlem af bestyrelsen for Skuldelev-Selsø Multikulturforening. Han er typen, der altid gerne giver en hånd med, hvor der end er brug for det, og han har den indstilling, at hvis ingen andre gør det, så gør han det. Han er, som en af indstillerne skrev, en redningsplanke for mange. Han har svaret på mangt og meget, takket være hans mangeårige engagement. Han får gode ideer og ser muligheder i det meste. Han er ikke bange for at prøve noget nyt, og derfor ser man ham gerne stå for lys og lyd til scenearrangementer, lave spændende opslag på Facebook, skrive pressemeddelelser eller give en hånd med i køkkenet. Han er på mange måder en ganske almindelig mand, men med et ualmindeligt stort engagement og drive, som han bruger generøst af i arbejdet for andre og for lokalkulturen, sagde formand for Job, erhverv og kultur, Michael Tøgersen ved overrækkelsen af prisen.
Udvalgsformand Michael Tøgersen og kulturprisvinder Jørgen Christensen.
Rørt og beæret
Vinderen Jørgen Christensen fik et stort smil på læberne, da det stod klart, at han var årets vinder. Efter at have modtaget blomster, diplom og mobilepay-bevis fik han ordet for at sige tak.
- Jeg er meget rørt, og jeg er meget beæret både over indstillingen, nomineringen og ikke mindst modtagelsen af kulturprisen. Det er jo den lille mand på gulvet, der lige pludselig modtager denne her flotte pris. Og jeg er bare manden på gulvet. Jeg sætter borde og stole op, og jeg får det praktiske ved arrangementet til at fungere. Og det er det, jeg synes, der er mit arbejde. Ikke kun bare fordi jeg kan, men også fordi det ligger mig meget på sinde, at vi får alle de her arrangementer, hvor vi kan se, at det glæder folk, at de får enten en god aften til en koncert, eller det er et gadekærsmarked, hvor folk virkelig hygger sig og går rundt, og der spilles petanque og alt muligt andet. Det brænder jeg for, og det vil jeg blive ved med, så længe jeg kan. Mange mange tak for det her, sagde en tydeligt rørt Jørgen Christensen.
Modtageren af Kulturpris 2022, Jørgen Christensen, med blomster, diplom og mobilepay-bevis.
Kulturen er vigtig
Frederikssund Kommunes byråd uddeler hvert år Kulturprisen til en lokal ildsjæl eller forening, der gør noget særligt for kulturen. Med Kulturprisen følger en check på 15.000 kroner og en plakette placeret foran Langes Magasin med navn og titel indgraveret.
I år var der tre nominerede til prisen, nemlig Aksel Gotthard, Susanne Klonaris og Jørgen Christensen. De tre bidrager på hver deres måde til kulturlivet i Frederikssund Kommune.
- Der er særlig god grund til at hylde kulturpersonligheder som jer, for kultur betyder meget for os mennesker, og ofte meget mere end vi lige tænker over, for kulturen er mange steder. Kulturen binder os sammen og skaber fællesskaber på tværs. Kulturen lader os møde nye mennesker og giver os gode minder. Og så giver kultur os ganske ofte et frirum fra hverdagen og verden, som måske nogle gange godt kan fylde lidt for meget i vores liv i en travl hverdag, hvor kulturen bl.a. kan give os tid til refleksion, som er vitaminer til krop og sjæl, sagde Michael Tøgersen i sin tale til de nominerede og vinderen.
De tre nominerede, Aksel Gotthard, Susanne Klonaris og Jørgen Christensen.
Lurblæsere fra Vikingerne bød de fremmødte velkommen.
Plakette med teksten Kulturpris 2022, Frivillig ildsjæl, Jørgen Christensen.
Foto: Frederikssund Kommune, Mikala Tordrup.